Kristian Videmark Parkovs personlige weblog

Vågn af døsen til et øjebliks klarsyn med tilhørende panik og kvælningsfornemmelser. Knuden i din strube er ikke et tegn på dit snarlige endeligt, men blot en stum og fastfrosset gråd, der aldrig fik forløsning. Baggrundsrytmer fra verdens rolige pligter har bedøvet dig, overbevist dig om at alt går den rette vej. Du har skrevet en historie om dine fremskridt. Dine små sejre og løsninger er blevet byggesten i en konsistent historie. Et makværk, hvor arbejdet går godt, hvor du har kærlige mennesker i centrum af din tilværelse, hvor du efterlader noget vigtigt til eftertiden. I hjertet af dette efterhånden komplekse maskineri findes den stærkeste og mest disciplinerede mentale funktion, du endnu har haft mod til at opretholde: viljen til at knuse drømme metodisk; til at lade dine fantasier bortføre og næste dag umærkeligt være erstattet af surrogatbehov; til at lade historien om dig sejre over dit nu.

Du er fjern og virker plaget, og i vores samtaler er latteren død. Humoren kan ikke trives her, hvor ærligheden ikke længere er velkommen. Og jeg håber, at du føler den samme fundamentale fornemmelse af meningsløshed, når vi går hver til sit – for jeg ville gerne tro, at der er en eller anden tragisk forståelse, der spejles et sted under høflighedens innuendo. Men din indføling er knudret og filtret ind i din selvbevidsthed, så mens du vrider dig for at være tilstede, skrives historien om din fortabelse overdøvende i dit sind.

Knuden i din strube er ikke tegnet på dit endeligt. Der er en tekst i dig, en smuk og harmonisk fiktion, lige nu forstyrret af ubegavet virkelighed. Der er en ånd, der tør at blive glemt. En ånd, der tør at leve uden kærlighed, der tør at gå tabt i en drøm og lade den knuse dig. Der tør at give slip på historien, og blive flået op af dens rasende knive.

Græd. Lad tårerne fosse ud, ned på papiret, til blækket fra din løgnelivshistorie løsnes i rensende sorte floder. Lad det dø indeni, lad det føre dig og knække dig, til du ligger i stumper, begravet i en stædig vinters sne. Lad det ske, og forbliv tavs i intetheden, og lad os ikke høre mere til dig.

Måske, netop før din verden knitrer og glider væk, vil du vågne til et forår. Måske vil du se den sortmalede sne tø, se blækfloder søge mod kloakafløb og muld. Måske vil du rejse dig, og ikke være omgivet af en verden, men være bare endnu en lykkelig, forglemmelig del af den.