Archive for marts 2010

København

En ting jeg husker fra min barndom er en uforklarlig og intens kærlighed til København. Jeg fandt dens gyder mystiske, dens facader og kroge charmerende og fyldt med personlighed – og jeg kunne ikke fatte dens anatomi. Jeg drømte om at bo i København. I dag cykler jeg igennem centrum hver dag. Jeg bemærker den knapt. Men forleden, på vej hjem, opdagede jeg den første forårsdag og åbnede øjnene igen. Tog mig tid til at kigge op og ud. Og jeg så vores skønne hovedstad i forårets kærlige lys.

Vinterens krystalslotte er flækket, de brister og ud bryder en aggressiv grøn. Knirkende giver isen efter og dør fossende. En kold, isklar stjerne er begyndt at blusse op, og dens endnu svage varme kærtegner nænsomt de yderste nerver, en antydet skal af lun trøst. Fryden er forventningsfuld, for vi ved, at når bevægelsen er gået i gang, accelerer den eksplosivt – en detonation på himlen, en chokbølge over jorden og en dyb, rystende resonans fra centrum af solar plexus.

Denne variant af lykke kommer ikke fra hjernen eller hjertet. Den er biologi, en kemisk feedback loop mellem os og vores omverden. Og når foråret bryder ud i sommer, når bølgen knækker over, vil vi blæse med ustoppelig kraft ud i et kvartals euforisk forelskelse i altet.

I overstyret, bølgende lys, der vrider Københavns arkitektur i et feberagtigt fata morgana, vil menneskeheden myldre hektisk ud i optimistisk påklædning for at opleve farver, de ikke har set i et halvår. På en brændende grill vil fedtet dryppe fra rødt kød, og tunger vil kæmpe med solen om at aflive dryppende kold flødeis. Intet vil fylde vores opmærksomhed, andet end glæden ved en gæstfri jord og hinanden. Og når skumringstimen forærer os svalende lettelse, er vi berusede af solens spejling i os, og kan se silhouetter bevæge sig dansende henover en kølig horisont.

I det øjeblik er alle mennesker unge. Her findes kun nyforæret liv og glæde. Inspiration og fortrøstningsfulde tanker oplades og knitrer i sommernattens rødvinsdampe over verandaer og ved knitrende bål på lune strande.

Denne sommer farer jeg over Atlanten og spadserer roligt gennem New Yorks himmelstræbende futurisme; jeg skal blæses omkuld af lydtårne med messende rock fra det orange tempel i Roskilde; jeg skal finde en lejlighed med et nyt drengerøvs-fællesskab og påbegynde min tredje ungdom; jeg skal hænge i liggestole i sommerhuse, overalt hvor der er rødvin og godt selskab.

Men mere end noget andet skal jeg falde ned og på ny gå tabt i København, fare vild og kapitulere til den første café på hjørnet. Støde på butikker og kigge på fuglene over tagene. Jeg skal vandre gaderne tynde, forsvinde i dufte og gå i vejen for folk. Finde ro ved vandet og afsøge gader, jeg aldrig er gået ned ad før. Spøge på kirkegårde og ligge i parker.

Denne sommer forærer jeg til København.

Som om

Networking. The final frontier. Vi har alle har fået ind med modermælken, at vi er nødt til at lære at networke, hvis vi vil klare os i en globaliseret, fragmenteret og postmoderne verden.

Mange sukker over networking, og synes det er klamt, fordi det reducerer menneskelig kontakt til et nytteforhold, og repræsenterer et slesk spil, hvor man udelukkende er ude på at hytte sit eget skind. Men det kan ikke bringe mit pis i kog. Så længe der er tale om frivillige, voksne mennesker, så er de sårede selv uden om det. Alligevel er også jeg forarget over networking, men af den stik modsatte grund.

Jeg har tilgået networking med den yderste kynisme, men er alligevel endt med at tabe. Ganske enkelt fordi nytteforholdet altid viser sig ganske unyttigt.

Et eksempel: en snazzy herre kommer hen og introducerer sig, og fortæller om sit job. Og jeg tænker helt naturligt: “Hvad vil han? Hvad kan han? Har han mon kage?” Og mens jeg tolererer hans kryptiske sociale spil med at skiftes til at fortælle om vores spændende jobfunktioner, tænker jeg over, hvor han mon gemmer kagen. Er den bag hans ryg? Er den under stolen? Har luskebuksen gemt den i tasken?

Og pludselig får jeg en aha-oplevelse. Han vil naturligvis ikke vise mig kagen, fordi jeg endnu ikke har afsløret de unævnelige mængder budding, som jeg har medbragt. I triumf afbryder jeg samtalen ved at fremvise min budding, og her afsporer situationen totalt. Han må nu trække sig hovedrystende ud af samtalen, den bluffende hund, for det viser sig, at han SLET IKKE HAR NOGEN KAGE.

Hele pointen med hans vrøvl var, at han har en chef, der er yderst nyttig at kende, og det var udelukkende i det, gevinsten bestod.

Som om. Den djævelske mekanik er jo netop, at jo vigtigere en chef manden har, jo mindre interesse har denne chef for, hvem hans klaphat af en undersåt går rundt og taler med. Især når undersåttens menneskeindsigt strækker sig til at indlede samtaler med folk, der går rundt med tasken fyldt med budding.

Problemet med networking er, at det er et begreb, der udvandede i præcis det øjeblik, det blev formaliseret. Det var i det øjeblik, at alle vi komplet uduelige tåber tænkte: “Aha! Endelig et reelt alternativ til at være kompetent!” – og kastede os jublende ud i stormen af kanapé-frådende varmluftballoner. Alle mennesker, der rent faktisk kunne give en hånd til andres karriere, vejrede stemningen og løftede straks på hatten for at forsvinde videre ud i stratosfæren. De sidder formentlig på en natklub et sted oppe under himmelkuplen og deler kokainbaner med visitkort fra administrerende direktører.

Tilbage står vi så i vores lejede smoking med et glas sur punch, styrtsvedende med ansigtstics, og forklarer stammende, at det er nogle yderst lovende initiativer der bliver taget lige nu i pappresser-industrien.

Som om. Giv mig kage eller giv mig fred.

Drømmebehandling

Vågn af døsen til et øjebliks klarsyn med tilhørende panik og kvælningsfornemmelser. Knuden i din strube er ikke et tegn på dit snarlige endeligt, men blot en stum og fastfrosset gråd, der aldrig fik forløsning. Baggrundsrytmer fra verdens rolige pligter har bedøvet dig, overbevist dig om at alt går den rette vej. Du har skrevet en historie om dine fremskridt. Dine små sejre og løsninger er blevet byggesten i en konsistent historie. Et makværk, hvor arbejdet går godt, hvor du har kærlige mennesker i centrum af din tilværelse, hvor du efterlader noget vigtigt til eftertiden. I hjertet af dette efterhånden komplekse maskineri findes den stærkeste og mest disciplinerede mentale funktion, du endnu har haft mod til at opretholde: viljen til at knuse drømme metodisk; til at lade dine fantasier bortføre og næste dag umærkeligt være erstattet af surrogatbehov; til at lade historien om dig sejre over dit nu.

Du er fjern og virker plaget, og i vores samtaler er latteren død. Humoren kan ikke trives her, hvor ærligheden ikke længere er velkommen. Og jeg håber, at du føler den samme fundamentale fornemmelse af meningsløshed, når vi går hver til sit – for jeg ville gerne tro, at der er en eller anden tragisk forståelse, der spejles et sted under høflighedens innuendo. Men din indføling er knudret og filtret ind i din selvbevidsthed, så mens du vrider dig for at være tilstede, skrives historien om din fortabelse overdøvende i dit sind.

Knuden i din strube er ikke tegnet på dit endeligt. Der er en tekst i dig, en smuk og harmonisk fiktion, lige nu forstyrret af ubegavet virkelighed. Der er en ånd, der tør at blive glemt. En ånd, der tør at leve uden kærlighed, der tør at gå tabt i en drøm og lade den knuse dig. Der tør at give slip på historien, og blive flået op af dens rasende knive.

Græd. Lad tårerne fosse ud, ned på papiret, til blækket fra din løgnelivshistorie løsnes i rensende sorte floder. Lad det dø indeni, lad det føre dig og knække dig, til du ligger i stumper, begravet i en stædig vinters sne. Lad det ske, og forbliv tavs i intetheden, og lad os ikke høre mere til dig.

Måske, netop før din verden knitrer og glider væk, vil du vågne til et forår. Måske vil du se den sortmalede sne tø, se blækfloder søge mod kloakafløb og muld. Måske vil du rejse dig, og ikke være omgivet af en verden, men være bare endnu en lykkelig, forglemmelig del af den.