Protest! (igen)
Ak ja, jeg kan blive ved med at fable om rygepolitik og holdninger til samme. Måske fordi de på en måde formår at gestalte hele nutidens intetsigende og fladpandede moral, der er så stramrøvet, at man skulle overveje at fremstille industridiamant i bagen af dens eksponenter.
Nyligst har jeg bemærket, at der er en ubehagelig tendens til, at når rygning bliver forbudt, så bliver alle tegn på og erkendelser af dens eksistens også til tabu. En cigaretpakke på et bord er en fornærmelse. At man kan se rygere fra vinduet er en skamplet. Det er samme tendens, som når DF taler fra et nationalistisk standpunkt, og i samme ombæring får bortført hele den danske kulturarv. Det er den underlige tendens til, at konnotere til, og inddrage det, som ikke på nogen rimelig måde er omfattet.
Jeg foreslår en tavs, men omfattende protest. Den går i sin enkelhed ud på, at alle rygere til alle tider skal gå rundt med en smøg i kæften. Den skal være utændt, så der ikke er noget konkret at kritisere. Men den skal være der. Hele tiden. Til afdelingsmøde; når du henter børnene nede i børnehaven; når du sidder til jobsamtale. En flabet gøms, der hænger dovent fra mundvigen og hvisker om sin osende, nikotingule, lystfulde forgiftning og sorte død. Tro mig, provokationen vil afsløre alle de sovende agenter for nypuritanismen, der går i forklædning af moderate overskudsmennesker. Når tornen i øjet tænder raseriet i disse korsfarere, vil de rejse sig med deres flammesværd og kræve dét, som de altid har ønsket: stilhed. Orden. Kedsomhed. Tomhed. Kulde. I evighed.