Tiden er en anden i lynkrabbernes palads
I min fantastiske og sunde vennekreds har vi opbygget en masse fælles vaner. Nogle af dem er dog ikke så sunde som venskaberne. Vi har fx forkastet den gængse måder at se TV-serier på. At se et afsnit én gang om ugen, i samme tempo som de andre børn, er totalt passé.
Vi har istedet opbygget den tvivlsomme vane, at vi får fat i hele serien, og derefter bare begynder fra en ende af. Det kan snildt lede til 4-6 afsnit i træk. Nogle gange flere. I klanens mytologi fortælles der om fanatikere, der har præsteret et sted mellem 12 og 24 afsnit henover en sumpet weekend. Men sådanne historier mangler naturligvis altid beviser, og de implicerede er altid belejligt indlagt på øjenkirurgisk afdeling.
Formatet har sine klare fordele. Man knækker ikke kontinuiteten ved at glippe et afsnit. Og man behøver ikke acceptere de frustrerende cliffhangers. Men der er også nogle graverende ulemper, som desværre bliver meget markant ved (næsten) enhver serie, der håndteres på denne tvivlsomme måde.
Jeg er for øjeblikket i gang med den klassiske “24 timer” med Jack Bauer, som i skrivende stund tæller 8 sæsoner. Det er 8 x 24 afsnit = 192. Jeg er nu nået til afsnit 55, dvs en tredjedel inde i sæson 3. Det svarer – måske overraskende – ikke til 55 timer, for hvert afsnit varer kun 40-45 minutter. Der skal jo være plads til reklamer undervejs. Og her finder vi det måske mest tungtvejende argument for at se serier på denne måde. Jeg har så spildt 36 timer af mit dyrebare liv indtil videre på Jack Bauer, men havde jeg set den på TV, ville det være tæt på de fulde 55. Det er 19 timers reklamer, jeg har undgået! Det er ulemperne værd.
Og nu er det vist også på tide, at vi begynder at afsløre de ulemper – og de bliver jo ikke tydeligere i nogen anden serie end 24 timer. For her taler vi om en serie, hvor Jack kl. 8.40 spiser morgenmad, detonerer en atombombe ude i ørkenen kl. 9.45, bliver tortureret af terrorister kl. 10.56, får hjertestop kl. 11.07, er undsluppet (og har dræbt alle førnævnte) kl. 11.15, og er faldet i unåde hos myndighederne og handler på egen hånd kl. 12.10. Selvom jeg må indrømme, at det bærer nogle klare paralleller til en arbejdsdag som fuldmægtig på IT-Universitetet, er det bare ikke helt overbevisende – der er ganske enkelt ingen der når morgenmad, hvis man skal stå i Mojave-ørkenen en time senere.
Det er serien, hvor en let omskrivning af dialogen (uden at ændre på det faktuelle indhold) ville føre til følgende: “ja, vi ved godt, at Jack i formiddags reddede præsidentens liv, og henover middag stoppede en dødelig virus fra at løbe løbsk i LAs befolkning, men han har opført sig ret mærkeligt de sidste 20 minutter, så derfor synes jeg vi skal skyde ham ned som den hund, han har vist sig at være.”
De kloge drenge fra Malk De Koijn sagde engang, at tiden er en anden i lynkrabbernes palads. Det er et citat, som har støttet mig i mange svære situationer, og som nu igen leverer en dyb indsigt – denne gang til at afsløre endnu en af de utallige ligheder mellem mig og Jack Bauer. Vi er begge lynkrabber. Jack Bauer er en antiterror-krabbe, jeg er en serie-krabbe. Men vi har begge et alternativt forhold til tiden. Så mens Jack udsletter nationale trusler og demonterer bomber, råber jeg i kaffechok “Vildere, Jack, vildere”, med fråde om munden, og kaster mine baconchips omkring mig i rasende utålmodighed, når der er et romantisk og dvælende øjeblik.
Hvorfor udsætte sig selv for det? Hvorfor udøve denne overstimulering og retardering af sig selv? Svaret er eklatant og koncist: SWAT-teams. Jeg har opdaget, at enhver mangel ved enhver serie (og måske er det ikke begrænset til serier) kan rettes op med SWAT-teams. De behøver faktisk ikke skyde nogen. De skal bare være der – med balaclava og hjelm og MP5. Så bliver jeg så rolig, og spiser mine baconchips så pænt igen. Her er 24 timer eksemplarisk. Tilstedeværelsen af SWAT-teams er i 24 timer imponerende.
SWAT-teams. Og atombomber. Begge er efter min mening lovende, men uudforskede terapeutiske elementer i helbredelsen af ADHD og andre koncentrationsrelaterede forstyrrelser.
Og nu må I have mig undskyldt, kære læsere, for jeg har lige opdaget, at jeg har fødder.