Billedet til højre er fra omslaget på Zorbas nyeste bog, “Navigating the fear economy – how a feline familiaris found peaks in the valley of the global market” (MIT Press, 2010). Bogen er en længe ventet opfølger på bestselleren “Detect / Deceive / Dessimate / Destroy” – en overordnet strategi til, hvordan man skal håndtere keynesianismens indflydelse på fremtidens økonomi.

Zorba er en magelig huskat, der nyder de finere ting i livet – han elsker sydamerikansk rødvin, spansk arkitektur og Beethoven. Han er ikke videre interesseret i hverdagens små banaliteter, men kan da godt være en social og gemytlig charmør, når det falder ham ind – og når selskabet har den klasse, som han forventer. Han ynder især at gå til ferniseringer.

Zorba har en ældgammel ærkefjende i den såkaldte Sneræv fra Østgrøndland, som udover at være af Vulpes-familien, også er lige en tand for venstreorienteret. Zorba har normalt ikke noget imod de venstreorienterede – de er højst lidt vildfarne og bange. Men de to mødtes på en klimakonference for mange år tilbage, og Zorbas pragmatiske syn på, hvad der skulle igangsættes for at redde Indlandsisen, faldt ikke just i god jord hos Sneræven. Siden da har de haft et anstrengt forhold.

Jeg har jo allerede slået fast, at det at få børn er en universel løsning på problemet, at vi ikke kender meningen med livet. Ved at få børn giver man spørgsmålet videre, og behøver ikke at forholde sig til det længere. Jeg prøver ikke at være sarkastisk her, for det er rent faktisk en reel løsning. Der sker efter sigende noget, når man får børn. Individualismen, som jo alligevel bare er en efeumisme for selvforherligende egoisme, bliver tilsidesat. Man ophører med at eksistere for sin egen skyld og begynder at eksistere for nogle specifikke andre. Måske slapper man mere af, optager et mere pragmatisk forhold til den store sandhed, og ender med konklusionen: nu må I regne den ud, så lægger jeg mig og dør herovre imens. Jeg har stor respekt for denne indstilling, der kan skjule alt fra en nyfunden apati til en selvtilfreds agnosticisme. Det er med andre ord en galgenfrist og en individuel løsning, men ikke en løsning på menneskehedens vegne. Det er kort sagt en elegant indstilling.

Hvad jeg til gengæld ikke nærer nogen respekt for, er indstillingen om, at det, som er meningen for den enkelte, er den eneste sande mening. Med andre ord, at man definerer sin egen mening. På første niveau er denne idé et udtryk for den elendige relativisme (som jeg også tidligere har skrevet om), der truer med at lamme al erkendelse i sit hule univers af tomme tønders tankespind. På næste niveau mistænker jeg dens eksponenter for at være forkælede ultraindividualister, der kræver retten til at leve i en solipsisme, hvor hjernen kan hensygne i understimulerende selvreferentielle sukkerfantasier. På det nederste og allermest stupide niveau er det logisk og retorisk meningsløst at blødgøre sandhedsbegrebet, for hvad fanden konnoterer meningen så, og hvad skal vi bruge den til? Der er en årsag til, at “meningen med livet” er i bestemt ental.

JEG, derimod, går ind for at vedtage en mening. Diskussionen må ophøre, for den er lammende for al handling. Vi har talt længe nok om det, I call for a vote. Og nej, det er ikke det samme som at have en arbitrær individuel mening med livet. For den skal naturligvis udvælges blandt de relevante bud. Og som en bonus er vi FÆLLES om at tage fejl – og det kan i sandhed lede til nogle spændende og banebrydende nye retninger i den menneskelige udvikling.

Jeg kommer herunder med tre bud på en yderst relevant sandhed, der kan stemmes om. Man kan ikke vælge om – medmindre den valgte sandhed modbevises definitivt indenfor den valgte sandheds egen sandhedsopfattelse. Hvis en sandhed foreskriver, at der ikke findes nogen anden sandhed per se, ja, så er andre sandheder ubeviselige, og man kan derfor trygt skyde budbringeren.

Men nok om reglerne, videre til buddene:

Menneskeheden for superindividet: Vi lægger ud med den blødeste af de tre sandheder. Det er en pragmatisk sandhed, der vælger at indskrive eksisterende ideologier i sin bibel. I denne sandhed er der ingen sandhed anden end mennesket selv. Vi er for fede. Vi styrer for vildt. Vi er ligeglade hvorfor, for vi er sexede og intelligente og har de fedeste sko. Langt de fleste andre racer kan ikke engang passe et par Prada. Den hensynsløse selvdyrkelse rykkes op med adskillige notches. Kan vi slippe fra at pjække fra arbejde og tage kokain, så er det per definition OK, men kun hvis vi brugte dagen på at indøve begavede ansigtsudtryk foran spejlet eller lave abstrakt kunst. Dovenskab bør omskrives til eksistentiel fordybelse, svigt er en nødvendig konsekvens af selvrealiseringsprojektet, og forkælet skrigende destruktionstrang er en borgerret. ALLE har en videoblog på YouTube, hvor de fortæller om sidste nats eventyr på La Hacienda, der nu er på størrelse med Fyn. Den eneste ulempe ved denne sandhed er, at der ikke er nogen vækst i samfundet, og at vi lider kvælningsdøden i vores eget affald.

Menneskeheden for det galaktiske centrum: Alle intelligente kulturer i galaksen er spredt rundt i galaksens yderste arme, med lige langt til centrum. Gud har desuden fordelt ressourcer i form af jernmalm, nødder og power crystals nogenlunde ligeligt over hele galakseskiven. Det gælder om at være først i centrum. Inde i midten venter Gud med kage. For os er det derfor målet, først at komme væk fra denne sten og over på den næste. Med tiden, når vi har sikret vores basale statistiske sandsynlighed for at overleve almindelige naturkatastrofer, kan vi koncentrere os om at afsøge rummet, møde nye kulturer – og slå dem ihjel. Vores idealer vil fremover kredse om forestillingen om den stærkeste rummarinesoldat og hans utrættelige kamp mod rummonstre. Blod, stål og eventyrrejser i hyperrummet. Alle intelligente kulturer har hver deres fordele og ulemper. Menneskehedens ulempe er, at vi altid ender ud i relativistisk bitching og må sidde over i en runde. Vores fordel er, at vi ELSKER kage, så vi er meget motiverede for at komme til fest i centrum.

Menneskeheden for Gaia: Gud residerer i altet. Eller – faktisk mest i, på og omkring jorden – og andre lignende steder, hvor ens hoved ikke fryser til is eller eksploderer. Naturen er nemlig så smuk. Ørnene og bjergene og træerne er guddommelige. Gud residerer mest i sæler og hvaler, og lidt mindre i ræve og rotter. Han er også ret meget i pandaer, men næsten overhovedet ikke i klamme biller. Retarderede delfiner er det sublime hangout for Gud. Derfor skal vi bruge det meste af vores liv på at klappe delfiner og fodre dem med økobabymos og koncentreret solskin. Man vil ofte høre sætninger som “sshhh, I må ikke snakke her, træerne sover”, og alle forskere redelegeres herefter til at undersøge den sundhedsfremmende effekt af krystalsten og jordstråler. Industrien nedlægges og erstattes af økologiske træfløjtemanufaktører. Når det viser sig, at alle de guddommelige dyr er for svage og dumme til at overleve evolutionen i almindelighed, kaster nationer sig hylende ud i svimlende dyre sørgeceremonier, der skyder velfærden og civilisationen til hjørne i historien. De spredte rester af menneskeheden vil leve i sand overensstemmelse med naturen, og vil glemme alt om iPhones, tandhyigejne og sprog.

Men genialt er en overstatement. For HTC Desire har nemlig følgende 4 småfejl:

• Dækningen er hypotetisk: “wauw, du kan gå på YouTube fra dødsgangen i et koreansk fængsel” – som om! Netværket stener for vildt. Man skal slutte sig til et wifi-netværk før man er i nærheden af at være sikker på, at man kan streame YouTube-videoer. Og eftersom jeg altid har lappy i min taske, hvorfor skulle jeg så ønske at se YouTube på min fon?
• Økonomien er hypotetisk: “helt vildt så meget du kan tjekke din mail i hele verden, dér!” – bortset fra, at mit ubegrænsede dataforbrug kun gælder i Danmark, og eftersom det er 10 kr / MB i udlandet, så koster det en luksusluder at læse dagens Dilbert. Da jeg tog til NYC, lod jeg den blive hjemme af samme grund. Which kind’a defeats the purpose, don’t you think? (indrømmet, det er mere Callme’s skyld en Desires, men jeg går ikke ind for opdeling af begreber eller nedbrydning af problemer)
• Batteriet er hypotetisk: “og den er altid så conveniently close i din lomme” – jep, hvor den sover brandert ud, stendød fordi jeg kom til tjekke Facebook lidt for meget og glemte min oplader. HTC Desire er designet til det øjeblik, hvor man er styrtet ned i Andes-bjergene, og har ædt sine medpassagerer – og nu har man brug for GPS og Google Maps til at finde til nærmeste landsby, så man kan snacke videre på den indavlede lokalbefolkning. Desværre bliver den meget chokeret over hårde landinger og skal lige op at lægge sig lidt i et 220-volts coma. Hvilket går dårligt i spænd med uendelig ødemark. Den er telefonernes svar på Maude fra Matador.
• Behovet er hypotetisk: “du kan få auto-geo-tagget din fotos, der så analyseres for alle relevante kunstværker, ansigter, stregkoder og produkter, for endelig at blive auto-shared med 13 sociale netværk du aldrig har hørt om, inklusive 2 der ikke er udviklet endnu.” – cool. Eller… nej. Gå væk.

MEN. Som sagt. Awesome telefon. Køb den før din nabo. For i sidste ende er det ligegyldigt, om teknologi gør dig i stand til noget eller bare får den til at gå af på dig. Whatever floats your boat. For hvis en teknologi er RIGTIG smooth og nyttig, så er det et stensikkert tegn på, at den er døende. Tænk bare på DVD’en, seler og atomkraft.

Lige nu sidder vi fx og glæder os til, at streaming-hastighederne bliver rigtig gode. Men når det endelig sker, så kommer kvantecomputerne med brainpluggen og realiserer vores inderste drømme. Bortset fra, at Scarlett lyder nøjagtig som Ole Thestrup i betaen, og softwareopdateringerne giver hende kun federe lår. Hvis du forsøger at nedgradere, ophører universet med at eksistere.

Falder over en artikel om Werner Herzog, den legendariske tyske filminstruktør. Tænker på, om man mon kan købe original-posteren til Nosferatu – The Vampyre. Studerer så Herzogs ansigt og falder dybt ind i hans udtryk. Mildt, men karakteristisk, med skarpe linier og tunge øjenbryn, der begraver et intenst blik i plaget erfaring. En alvorsmand, et centrum af autoritet, en intellektuel der har realiseret sig selv og gjort sig gældende. Et menneske der er brudt ud i livet, dér hvor man lever, først kødeligt og så videre ind i historien med samme dybe resonans – et sted der bruser og knager, i modsætning til denne permanente parkering i konformitetens indifferente tempel for talentshows, lykkepiller og stressbetonede sygemeldinger.

Vores forældre gjorde os fortræd. De kaldte os genier. Vi lider stadig under den blåstempling. Husker pludselig mine aspirationer i gymnasiet om at blive filminstruktør. Er det tragisk eller komisk, når fortidens ambitioner frembringer et skævt smil, der i virkeligheden er en hånlig hilsen til et naivt fortidigt jeg? Skal den sande humor ikke findes i det voksne menneskes påstand om, at nutiden er et resultat af selvstændige valg, og ikke blot en tilfældig panikslagen slingren fra den ene fejlede udfordring til den næste?

Vores samfund gjorde os fortræd. Det havde sejret så langt, at det kunne forære os en fremtid i fødselsdagsgave. Resultatet er uoverraskende: eksemplarisk tryghedssøgende, selvoptagede kujoner uden nogen form for selvstændighed eller originalitet. Den ældre generation må ryste på hovedet af os, og undlader kun at gøre det, fordi vi stadig er deres klynkende ynkelige afkom. Vi er født med en defekt, der gør at vi mangler lige præcis de to egenskaber, der kræves for at sandt at kunne siges at være i live i nogen relevant forstand: anstændighed og format.

Vi gjorde os selv fortræd. Vi fandt på selvrealisering. Lykke. Den rette. Tre moderne værdier, som karakteriserer individer der aldrig kommer til at sætte et aftryk på virkeligheden, og hvis samlede betydning kan bogføres som et negativt tal i CO2-regnskabet. Familie. En løsning, der afslører en vis form for selverkendelse, for vi ved godt hvor talentløse vi er, men gennem børn kan vi sandsynliggøre, at vi alligevel er til stede som en knækket stump kode i DNA’en på et vigtigt menneske i fremtiden. Og hvis ikke det, så kan vi da i det mindste videregive den latente, arvelige auto-immune sygdom, som ligger og roder rundt et sted i vores affaldsgener, og blot venter på at eksplodere i grødhovedet på en uvidende efterkommer. It’s what Darwin wanted.

Nikotin-overdosis er aftaget. Har det udmærket igen. Hælder en ny kop kaffe op og tænder en smøg. Hvor kom jeg fra?

“As an online discussion grows longer, the probability of a comparison involving Nazis or Hitler approaches 1.”

Mike Godwin

Og det er jo klart. For al snak om anstændig adfærd bliver hurtig til snak om etik. Etik til moral. Moral til mangel på samme. Og endelig mangel på moral til ondskab. Og Hitler er et moderne synonym for ondskab.

Ondskab er sjovt og interessant. Tænk bare over det. Det er ALTID skurken der er mest interessant. Hvem vil man helst tage en sludder med: Darth Vader eller Luke Skywalker? Svaret er klart. Luke er et elendigt flæbeøre som ingen gad at være venner med, hvis ikke han lige var universets eneste (og mest irriterende) håb. Darth Vader derimod, han er dramatisk og ambitiøs, med spændende visioner, et nysgerrighedsvækkende had og en tør sarkasme. So much more fun at være i byen med.

Nu vil den skarpe læser måske bemærke, at Darth Vader er fiktiv, og derfor højst et delegat for nogle menneskelige følelser, som ikke kan siges at eksistere uudfordret i et virkeligt individ. Det er en fristende tanke at gå et skridt videre herfra til den derpå naturligt følgende påstand: at ondskab slet ikke eksisterer som en selvstændig egenskab. Denne påstand er da også ofte blevet luftet ud på de små timer. Så bliver det jo fristende at overgive sig til Godwins lov og råbe HITLER.

Et alternativ til den udmærkede lov er imidlertid det gode, gamle retoriske kneb: “det kommer an på hvordan vi definerer ondskaben”. Men definitionspladder bliver jo kun spyttet ud af flæbende humanister med trangen til at drukne alle samtaler i relativistisk sovs, så lad os hurtigt bevæge os videre til en faktisk cirka-definition som jeg lige slynger ud. Ondskab er trangen til at bedrive destruktion eller forårsage ulykke af ingen anden grund end for den personlige fornøjelse. En definition som iøvrigt ligger tæt opad Wikipedias, viser det sig.

Spændende oplæg, Parkov. Bravo. Men hvad sker der hvis man går det efter i sømmene? Ja, man kan jo meget hurtigt begynde at rive den i stykker omkring det, der omhandler den personlige fornøjelse. For hvad er personlig fornøjelse? Er det en form for behovstilfredsstillelse? Og hvis ja, kan enhver behovstilfredstillelse så kaldes ondskab, idet den bringer destruktion eller ulykke? Igen, hvis ja, er der så en reel forskel på ondskab og egoisme?

“We are selfish-based animals crawling across the earth, but ’cause we’ve got brains, if we try really hard, we can occasionally aspire to something that is less than pure evil.”

Dr. Gregory House

Forleden var jeg inde og se Armadillo. Den fortalte historien om de unge danske basser, der tager til Afghanistan for at tjene vores land. Og det er tydeligt i filmen, at soldaterne glæder sig til at opleve kampen, som de er trænet til. De glæder sig til at slå ihjel. Man kan angive mange grunde til denne følelse, men når vi skærer ind til benet, så er der ingen direkte årsag-virknings-sammenhæng imellem den enkelte fjendes gerninger og den danske soldats ønske om at slå dem ihjel. Dette ønske lægger sig smertefuldt tæt på den ovenstående definition.

Man kan selvfølgelig sige, at det gode eller velmenende i gerningen findes i hensigten om at befri Afghanistan fra talebanerne. Men det er så et argument, der fungerer på samfundsplan, ikke på individuelt plan. Det er at indpakke ondskaben i et system, der hvidvasker volden og ondskaben. Her er jeg nødt til at ty til Godwins lov, idet jeg netop har fremført en parallel til den argumentation, der beskrev Eichmann i Ondskabens banalitet.

Nu kunne man måske tro, at jeg ligesom øvrige medier gerne vil dæmonisere de danske soldater i Afghanistan. Men det er ikke min hensigt. Tværtimod. Problemet er jo, at diskrepansen imellem “ondskaben” og dens systematiserede hvidvaskning skaber en kløft, der giver os et moralsk skjold. Vi kan sidde i Danmark med en ren samvittighed, og forsøge at identificere de personer, der handler ondt i en verden af ondskab. Det er det ultimative hykleri.

Det, som vi er nødt til at erkende, er at ondskab ikke er en egenskab. Det er grund-egenskaben. Det er præmissen, som Dr. House mener. Vi har bildt os ind, at drabet er patologisk. Lysten og trangen til at slå ihjel er sygeliggjort og kræver behandling – medmindre det er systematiseret og “rent”. Men sandheden er jo, at drabet kryber i vores årer. Vi er designet til at slå ihjel, og selvom vi er kulturelt fjernet fra denne lyst, lever den videre i vores biologi.

Med fare for igen at blive misforstået, må jeg så understrege, at det ikke betyder, at vi skal efterleve lysten. Men det er et problem for udviklingen i vores moral og selvforståelse, at vi forsøger at patalogisere trangen, for derved afskærer vi os endegyldigt fra at forstå os selv, og gør os samtidig til forbrydere mod menneskeheden i Eichmann’sk skala.

Når soldater hjemvender fra krigen bliver de konfronteret med patalogiseringen af deres gerninger. Det, som var præmissen for deres tilværelse under udstationeringen, er forstyrret og syg adfærd i deres hjemland. De skal lære at glemme og isolere denne historie dybt i deres sinds mørkeste afkroge, så vi andre ikke bliver fristet til at tro, at deres adfærd har været naturlig. For det handler ikke om soldaternes velbefindende. Det handler om at skåne den jævne dansker for den sindsoprivende kendsgerning, at han er en inaktiv drabsmand. Og det er nok denne isolation, der gør, at mange ex-soldater gerne vil tilbage, eller ender med et psykisk sammenbrud og eventuel hjemløshed (læs iøvrigt mere i sidste nummer af Hus Forbi om dette). For når samfundet siger, at du er syg, så skal du nok blive det.

Derfor er ondskab i sidste ende et ubrugeligt begreb. For der er ingen tvivl om, at mennesker har en destruktionstrang. Den er betingelsen for, at det er muligt at føle glæde ved at rane til os, erobre, fjerne konkurrence, sætte mennesker på gaden, forstå begreber som “os og dem”, spise og lade andre sulte, producere medicin og nægte fattige adgang til den, brænde madlagre, splitte familier ad og acceptere collateral damage i vidt omfang. Vi kan godt forsøge at sygeliggøre det. Vi kan forsøge at dæmonisere det. Men det er blot at sygeliggøre og dæmonisere en ret fundamental del af den sociale virkelighed, som vi både lever i og deltager aktivt i at rekonstituere. At kalde destruktionstrangen for ondskab er destruktivt i sig selv.

Af andre film, som du måske har glemt eller aldrig opdaget, anbefaler jeg følgende vold i sommervarmen:

• Payback (pointless macho-gangster-gøgl i gritty noir med øretæveslabberads – har Rodriguez fået inspiration til Sin City her?)
• Solomon Kane (som jeg ikke har set, men fået anbefalet – vistnok noget spas med Satan)
• Pandorum (en respektfuld troskabsed til horror-scifi-genren med et skarpt øje for, hvad man skal stjæle og hvorfor)

Og Parkov, som den sandsynlighedsfreak han er, begynder at gå Dr. House efter i sømmene. For her er jo tydeligt et logisk falsk argument. Men hvori består det?

Jo, man må jo gå ud fra, at enhver sandsynlighed for, at en patient har en given sygdom, må være knyttet til en hændelse. Hændelsen kan være tid, men det er det næppe. For der er 1:1000 chance, men er det en tusindedel chance per år? Per minut? Per sekund? Næppe. Skal man tale om nogen anvendelig hændelse i denne beregning, så må man tale om patienthenvendelser. I en ud af tusinde patienthenvendelser er der tale om den givne sygdom.

Det, som Dr. House dermed påstår, er at i en ud af en million patienthenvendelser, har patienten en kombination af to sygdomme. Og ikke nok med det, det er lige netop den omtalte kombination af de to specifikke sygdomme, som patienten kommer med. Her begynder det at ramle for House’s ræsonnement. For at se hvorfor, skal man se nærmere på hændelsen som begreb i sandsynlighedsteorien.

For en læge er det meget naturligt at se patienthenvendelsen som en hændelse. I den hændelse er der en sandsynlighed for en række forskellige diagnoser, som tegner et sandsynlighedsrum. Dette virker, fordi der er en klar kausalitet imellem symptomer og patienthenvendelse: patient oplever symptomer medfører patienthenvendelse. A medfører B. Det er en smart tragt i udregningen af sandsynligheden. Man kan blackbox’e alle de mennesker, der ikke henvender sig. Sandsynligheden for at de er syge, er lægevidenskabeligt irrelevant. Det er det, vi kalder en diskret hændelse.

Skal man imidlertid se på chancen for både pest og kolera – så at sige – samtidig, så går hændelsesbegrebet i stykker. For nu er vi nødt til at kigge ud over henvendelsestidspunktet som en hændelse. En hvilken som helst sygdom kan indtræffe på et hvilket som helst tidspunkt, men hvad er chancen for, at de to sygdomme ikke blot indtræffer, men indtræffer samtidig – så samtidigt, at der ikke forekommer patienthenvendelse på den ene, før den anden også er brudt ud? Sandsynligheden er tydeligvis lavere end den kombinerede sandsynlighed, for vi taler ikke længere om diskrete sandsynligheder.

Yderst spændende sandsynlighedsproblem. Og det illustrerer noget rigtig spændende i anvendelsen af sandsynligheder og statistik – at det kun er det vi tillægger værdi, som bliver tillagt en sandsynlighed. Hvis jeg f.eks. påstår, at jeg møder en ven på Hovedbanen, så er sandsynligheden lille. Men hvis vi uddyber den hypotetiske hændelse, og siger, at jeg møder Martin ved Hovedbanegårdens kiosk, så er sandsynligheden ekstremt lille. Og hvis jeg yderligere påstår, at det sker på tirsdag, er sandsynligheden forsvindende (medmindre han læser indlægget, i hvilket fald alle vil betvivle, at det er et tilfælde, skulle det ske). Ikke desto mindre møder vi ofte folk vi kender på gaden. Og det er jo pudsigt. Tilsvarende kan vi med en vis sindsro påstå, at hvis vi tager alle frygtelige ting, der potentielt kunne ske i morgen, men som alle har en forsvindende lille sandsynlighed – og kombinerer deres sandsynlighed til sandsynligheden for, at bare én af dem sker, så vil det resultat sikkert være overvældende sandsynligt. Og her kan jeg beroligende tilføje, at der gudskelov ikke er nogen sandsynlighed for, at det i morgen er mandag.

The notes that started out possessing you,
will bore you in time

And you will be abducted
by the melancholic subtleties

In an undertow, haunting,
a composer’s passionate secrecy

Taken astray from your path,
you are pulled in to die in sound

Meeting the beast, do not resist,
you cannot win

Do not talk sense to it,
it will convince you in the end

And do not care to ignore it,
for then you will find, arching over your sanity

- the beast is not hidden somewhere in you,
You are hidden somewhere in it

Lost in its vast darkness,
mortality is dancing blind in a wilderness of knives

Hoping for the thrill of a wound,
to be spared and released back into light

Or taken to be buried forever,
in the somnolence of before existence

To come into the world very young,
in an age that is very old

To ever challenging the boundaries,
the crossing that allow us to die in sound

Vi nyder at svælge i roen,
der fastholdes af en hårdt tjent fred,
Vi er de fredelige mænd,
der har vundet alt

Vi lader aldrig noget ondt ske,
selvom volden står så tæt omkring,
Vi er de vagtsomme mænd,
der lurer i celleformationer

Vi giver aldrig slip på vor ubestridelige succes,
der er bygget på forfædres ambitioner,
Vi er de maskerede mænd,
der venter på en opringning

Vi abonnerer ikke på jeres tro,
kun artilleri kan flytte bjerge,
Vi er de usårlige mænd,
der åbner ild i anonym hilsen

Vi tror ikke på jeres skrøbelige poesi,
der overdøves af maliciøse taler,
Vi er de rationelle mænd,
der systematiserer deres død

Vi tror ikke på i morgen,
for der skal ikke være en arv
Til de fremmede mænd,
der venter forgæves på deres lykke

Vi undviger de brune øjne hos de små,
der græder når vi deler dem fra brødre,
For aldrig at lade dem blive fremmede mænd.

Vinterens krystalslotte er flækket, de brister og ud bryder en aggressiv grøn. Knirkende giver isen efter og dør fossende. En kold, isklar stjerne er begyndt at blusse op, og dens endnu svage varme kærtegner nænsomt de yderste nerver, en antydet skal af lun trøst. Fryden er forventningsfuld, for vi ved, at når bevægelsen er gået i gang, accelerer den eksplosivt – en detonation på himlen, en chokbølge over jorden og en dyb, rystende resonans fra centrum af solar plexus.

Denne variant af lykke kommer ikke fra hjernen eller hjertet. Den er biologi, en kemisk feedback loop mellem os og vores omverden. Og når foråret bryder ud i sommer, når bølgen knækker over, vil vi blæse med ustoppelig kraft ud i et kvartals euforisk forelskelse i altet.

I overstyret, bølgende lys, der vrider Københavns arkitektur i et feberagtigt fata morgana, vil menneskeheden myldre hektisk ud i optimistisk påklædning for at opleve farver, de ikke har set i et halvår. På en brændende grill vil fedtet dryppe fra rødt kød, og tunger vil kæmpe med solen om at aflive dryppende kold flødeis. Intet vil fylde vores opmærksomhed, andet end glæden ved en gæstfri jord og hinanden. Og når skumringstimen forærer os svalende lettelse, er vi berusede af solens spejling i os, og kan se silhouetter bevæge sig dansende henover en kølig horisont.

I det øjeblik er alle mennesker unge. Her findes kun nyforæret liv og glæde. Inspiration og fortrøstningsfulde tanker oplades og knitrer i sommernattens rødvinsdampe over verandaer og ved knitrende bål på lune strande.

Denne sommer farer jeg over Atlanten og spadserer roligt gennem New Yorks himmelstræbende futurisme; jeg skal blæses omkuld af lydtårne med messende rock fra det orange tempel i Roskilde; jeg skal finde en lejlighed med et nyt drengerøvs-fællesskab og påbegynde min tredje ungdom; jeg skal hænge i liggestole i sommerhuse, overalt hvor der er rødvin og godt selskab.

Men mere end noget andet skal jeg falde ned og på ny gå tabt i København, fare vild og kapitulere til den første café på hjørnet. Støde på butikker og kigge på fuglene over tagene. Jeg skal vandre gaderne tynde, forsvinde i dufte og gå i vejen for folk. Finde ro ved vandet og afsøge gader, jeg aldrig er gået ned ad før. Spøge på kirkegårde og ligge i parker.

Denne sommer forærer jeg til København.