En ting jeg husker fra min barndom er en uforklarlig og intens kærlighed til København. Jeg fandt dens gyder mystiske, dens facader og kroge charmerende og fyldt med personlighed – og jeg kunne ikke fatte dens anatomi. Jeg drømte om at bo i København. I dag cykler jeg igennem centrum hver dag. Jeg bemærker den knapt. Men forleden, på vej hjem, opdagede jeg den første forårsdag og åbnede øjnene igen. Tog mig tid til at kigge op og ud. Og jeg så vores skønne hovedstad i forårets kærlige lys.
Vinterens krystalslotte er flækket, de brister og ud bryder en aggressiv grøn. Knirkende giver isen efter og dør fossende. En kold, isklar stjerne er begyndt at blusse op, og dens endnu svage varme kærtegner nænsomt de yderste nerver, en antydet skal af lun trøst. Fryden er forventningsfuld, for vi ved, at når bevægelsen er gået i gang, accelerer den eksplosivt – en detonation på himlen, en chokbølge over jorden og en dyb, rystende resonans fra centrum af solar plexus.
Denne variant af lykke kommer ikke fra hjernen eller hjertet. Den er biologi, en kemisk feedback loop mellem os og vores omverden. Og når foråret bryder ud i sommer, når bølgen knækker over, vil vi blæse med ustoppelig kraft ud i et kvartals euforisk forelskelse i altet.
I overstyret, bølgende lys, der vrider Københavns arkitektur i et feberagtigt fata morgana, vil menneskeheden myldre hektisk ud i optimistisk påklædning for at opleve farver, de ikke har set i et halvår. På en brændende grill vil fedtet dryppe fra rødt kød, og tunger vil kæmpe med solen om at aflive dryppende kold flødeis. Intet vil fylde vores opmærksomhed, andet end glæden ved en gæstfri jord og hinanden. Og når skumringstimen forærer os svalende lettelse, er vi berusede af solens spejling i os, og kan se silhouetter bevæge sig dansende henover en kølig horisont.
I det øjeblik er alle mennesker unge. Her findes kun nyforæret liv og glæde. Inspiration og fortrøstningsfulde tanker oplades og knitrer i sommernattens rødvinsdampe over verandaer og ved knitrende bål på lune strande.
Denne sommer farer jeg over Atlanten og spadserer roligt gennem New Yorks himmelstræbende futurisme; jeg skal blæses omkuld af lydtårne med messende rock fra det orange tempel i Roskilde; jeg skal finde en lejlighed med et nyt drengerøvs-fællesskab og påbegynde min tredje ungdom; jeg skal hænge i liggestole i sommerhuse, overalt hvor der er rødvin og godt selskab.
Men mere end noget andet skal jeg falde ned og på ny gå tabt i København, fare vild og kapitulere til den første café på hjørnet. Støde på butikker og kigge på fuglene over tagene. Jeg skal vandre gaderne tynde, forsvinde i dufte og gå i vejen for folk. Finde ro ved vandet og afsøge gader, jeg aldrig er gået ned ad før. Spøge på kirkegårde og ligge i parker.
Denne sommer forærer jeg til København.