Kristian Videmark Parkovs personlige weblog

So what’s the point – really? Hvad er meningen med livet? Et stort spørgsmål til et blogindlæg, I know, men måske er det kun stort, fordi vi bilder os ind, at det er stort. Det kan holdes nede, hvis vi blot angriber det på en fornuftig måde. Min klare overbevisning er, at når De, kære læser, har læst dette indlæg, vil kaste Dem ind i projektet og definere sandheden sammen med mig.

Jeg har jo allerede slået fast, at det at få børn er en universel løsning på problemet, at vi ikke kender meningen med livet. Ved at få børn giver man spørgsmålet videre, og behøver ikke at forholde sig til det længere. Jeg prøver ikke at være sarkastisk her, for det er rent faktisk en reel løsning. Der sker efter sigende noget, når man får børn. Individualismen, som jo alligevel bare er en efeumisme for selvforherligende egoisme, bliver tilsidesat. Man ophører med at eksistere for sin egen skyld og begynder at eksistere for nogle specifikke andre. Måske slapper man mere af, optager et mere pragmatisk forhold til den store sandhed, og ender med konklusionen: nu må I regne den ud, så lægger jeg mig og dør herovre imens. Jeg har stor respekt for denne indstilling, der kan skjule alt fra en nyfunden apati til en selvtilfreds agnosticisme. Det er med andre ord en galgenfrist og en individuel løsning, men ikke en løsning på menneskehedens vegne. Det er kort sagt en elegant indstilling.

Hvad jeg til gengæld ikke nærer nogen respekt for, er indstillingen om, at det, som er meningen for den enkelte, er den eneste sande mening. Med andre ord, at man definerer sin egen mening. På første niveau er denne idé et udtryk for den elendige relativisme (som jeg også tidligere har skrevet om), der truer med at lamme al erkendelse i sit hule univers af tomme tønders tankespind. På næste niveau mistænker jeg dens eksponenter for at være forkælede ultraindividualister, der kræver retten til at leve i en solipsisme, hvor hjernen kan hensygne i understimulerende selvreferentielle sukkerfantasier. På det nederste og allermest stupide niveau er det logisk og retorisk meningsløst at blødgøre sandhedsbegrebet, for hvad fanden konnoterer meningen så, og hvad skal vi bruge den til? Der er en årsag til, at “meningen med livet” er i bestemt ental.

JEG, derimod, går ind for at vedtage en mening. Diskussionen må ophøre, for den er lammende for al handling. Vi har talt længe nok om det, I call for a vote. Og nej, det er ikke det samme som at have en arbitrær individuel mening med livet. For den skal naturligvis udvælges blandt de relevante bud. Og som en bonus er vi FÆLLES om at tage fejl – og det kan i sandhed lede til nogle spændende og banebrydende nye retninger i den menneskelige udvikling.

Jeg kommer herunder med tre bud på en yderst relevant sandhed, der kan stemmes om. Man kan ikke vælge om – medmindre den valgte sandhed modbevises definitivt indenfor den valgte sandheds egen sandhedsopfattelse. Hvis en sandhed foreskriver, at der ikke findes nogen anden sandhed per se, ja, så er andre sandheder ubeviselige, og man kan derfor trygt skyde budbringeren.

Men nok om reglerne, videre til buddene:

Menneskeheden for superindividet: Vi lægger ud med den blødeste af de tre sandheder. Det er en pragmatisk sandhed, der vælger at indskrive eksisterende ideologier i sin bibel. I denne sandhed er der ingen sandhed anden end mennesket selv. Vi er for fede. Vi styrer for vildt. Vi er ligeglade hvorfor, for vi er sexede og intelligente og har de fedeste sko. Langt de fleste andre racer kan ikke engang passe et par Prada. Den hensynsløse selvdyrkelse rykkes op med adskillige notches. Kan vi slippe fra at pjække fra arbejde og tage kokain, så er det per definition OK, men kun hvis vi brugte dagen på at indøve begavede ansigtsudtryk foran spejlet eller lave abstrakt kunst. Dovenskab bør omskrives til eksistentiel fordybelse, svigt er en nødvendig konsekvens af selvrealiseringsprojektet, og forkælet skrigende destruktionstrang er en borgerret. ALLE har en videoblog på YouTube, hvor de fortæller om sidste nats eventyr på La Hacienda, der nu er på størrelse med Fyn. Den eneste ulempe ved denne sandhed er, at der ikke er nogen vækst i samfundet, og at vi lider kvælningsdøden i vores eget affald.

Menneskeheden for det galaktiske centrum: Alle intelligente kulturer i galaksen er spredt rundt i galaksens yderste arme, med lige langt til centrum. Gud har desuden fordelt ressourcer i form af jernmalm, nødder og power crystals nogenlunde ligeligt over hele galakseskiven. Det gælder om at være først i centrum. Inde i midten venter Gud med kage. For os er det derfor målet, først at komme væk fra denne sten og over på den næste. Med tiden, når vi har sikret vores basale statistiske sandsynlighed for at overleve almindelige naturkatastrofer, kan vi koncentrere os om at afsøge rummet, møde nye kulturer – og slå dem ihjel. Vores idealer vil fremover kredse om forestillingen om den stærkeste rummarinesoldat og hans utrættelige kamp mod rummonstre. Blod, stål og eventyrrejser i hyperrummet. Alle intelligente kulturer har hver deres fordele og ulemper. Menneskehedens ulempe er, at vi altid ender ud i relativistisk bitching og må sidde over i en runde. Vores fordel er, at vi ELSKER kage, så vi er meget motiverede for at komme til fest i centrum.

Menneskeheden for Gaia: Gud residerer i altet. Eller – faktisk mest i, på og omkring jorden – og andre lignende steder, hvor ens hoved ikke fryser til is eller eksploderer. Naturen er nemlig så smuk. Ørnene og bjergene og træerne er guddommelige. Gud residerer mest i sæler og hvaler, og lidt mindre i ræve og rotter. Han er også ret meget i pandaer, men næsten overhovedet ikke i klamme biller. Retarderede delfiner er det sublime hangout for Gud. Derfor skal vi bruge det meste af vores liv på at klappe delfiner og fodre dem med økobabymos og koncentreret solskin. Man vil ofte høre sætninger som “sshhh, I må ikke snakke her, træerne sover”, og alle forskere redelegeres herefter til at undersøge den sundhedsfremmende effekt af krystalsten og jordstråler. Industrien nedlægges og erstattes af økologiske træfløjtemanufaktører. Når det viser sig, at alle de guddommelige dyr er for svage og dumme til at overleve evolutionen i almindelighed, kaster nationer sig hylende ud i svimlende dyre sørgeceremonier, der skyder velfærden og civilisationen til hjørne i historien. De spredte rester af menneskeheden vil leve i sand overensstemmelse med naturen, og vil glemme alt om iPhones, tandhyigejne og sprog.

Networking. The final frontier. Vi har alle har fået ind med modermælken, at vi er nødt til at lære at networke, hvis vi vil klare os i en globaliseret, fragmenteret og postmoderne verden.

Mange sukker over networking, og synes det er klamt, fordi det reducerer menneskelig kontakt til et nytteforhold, og repræsenterer et slesk spil, hvor man udelukkende er ude på at hytte sit eget skind. Men det kan ikke bringe mit pis i kog. Så længe der er tale om frivillige, voksne mennesker, så er de sårede selv uden om det. Alligevel er også jeg forarget over networking, men af den stik modsatte grund.

Jeg har tilgået networking med den yderste kynisme, men er alligevel endt med at tabe. Ganske enkelt fordi nytteforholdet altid viser sig ganske unyttigt.

Et eksempel: en snazzy herre kommer hen og introducerer sig, og fortæller om sit job. Og jeg tænker helt naturligt: “Hvad vil han? Hvad kan han? Har han mon kage?” Og mens jeg tolererer hans kryptiske sociale spil med at skiftes til at fortælle om vores spændende jobfunktioner, tænker jeg over, hvor han mon gemmer kagen. Er den bag hans ryg? Er den under stolen? Har luskebuksen gemt den i tasken?

Og pludselig får jeg en aha-oplevelse. Han vil naturligvis ikke vise mig kagen, fordi jeg endnu ikke har afsløret de unævnelige mængder budding, som jeg har medbragt. I triumf afbryder jeg samtalen ved at fremvise min budding, og her afsporer situationen totalt. Han må nu trække sig hovedrystende ud af samtalen, den bluffende hund, for det viser sig, at han SLET IKKE HAR NOGEN KAGE.

Hele pointen med hans vrøvl var, at han har en chef, der er yderst nyttig at kende, og det var udelukkende i det, gevinsten bestod.

Som om. Den djævelske mekanik er jo netop, at jo vigtigere en chef manden har, jo mindre interesse har denne chef for, hvem hans klaphat af en undersåt går rundt og taler med. Især når undersåttens menneskeindsigt strækker sig til at indlede samtaler med folk, der går rundt med tasken fyldt med budding.

Problemet med networking er, at det er et begreb, der udvandede i præcis det øjeblik, det blev formaliseret. Det var i det øjeblik, at alle vi komplet uduelige tåber tænkte: “Aha! Endelig et reelt alternativ til at være kompetent!” – og kastede os jublende ud i stormen af kanapé-frådende varmluftballoner. Alle mennesker, der rent faktisk kunne give en hånd til andres karriere, vejrede stemningen og løftede straks på hatten for at forsvinde videre ud i stratosfæren. De sidder formentlig på en natklub et sted oppe under himmelkuplen og deler kokainbaner med visitkort fra administrerende direktører.

Tilbage står vi så i vores lejede smoking med et glas sur punch, styrtsvedende med ansigtstics, og forklarer stammende, at det er nogle yderst lovende initiativer der bliver taget lige nu i pappresser-industrien.

Som om. Giv mig kage eller giv mig fred.