Kristian Videmark Parkovs personlige weblog

So what’s the point – really? Hvad er meningen med livet? Et stort spørgsmål til et blogindlæg, I know, men måske er det kun stort, fordi vi bilder os ind, at det er stort. Det kan holdes nede, hvis vi blot angriber det på en fornuftig måde. Min klare overbevisning er, at når De, kære læser, har læst dette indlæg, vil kaste Dem ind i projektet og definere sandheden sammen med mig.

Jeg har jo allerede slået fast, at det at få børn er en universel løsning på problemet, at vi ikke kender meningen med livet. Ved at få børn giver man spørgsmålet videre, og behøver ikke at forholde sig til det længere. Jeg prøver ikke at være sarkastisk her, for det er rent faktisk en reel løsning. Der sker efter sigende noget, når man får børn. Individualismen, som jo alligevel bare er en efeumisme for selvforherligende egoisme, bliver tilsidesat. Man ophører med at eksistere for sin egen skyld og begynder at eksistere for nogle specifikke andre. Måske slapper man mere af, optager et mere pragmatisk forhold til den store sandhed, og ender med konklusionen: nu må I regne den ud, så lægger jeg mig og dør herovre imens. Jeg har stor respekt for denne indstilling, der kan skjule alt fra en nyfunden apati til en selvtilfreds agnosticisme. Det er med andre ord en galgenfrist og en individuel løsning, men ikke en løsning på menneskehedens vegne. Det er kort sagt en elegant indstilling.

Hvad jeg til gengæld ikke nærer nogen respekt for, er indstillingen om, at det, som er meningen for den enkelte, er den eneste sande mening. Med andre ord, at man definerer sin egen mening. På første niveau er denne idé et udtryk for den elendige relativisme (som jeg også tidligere har skrevet om), der truer med at lamme al erkendelse i sit hule univers af tomme tønders tankespind. På næste niveau mistænker jeg dens eksponenter for at være forkælede ultraindividualister, der kræver retten til at leve i en solipsisme, hvor hjernen kan hensygne i understimulerende selvreferentielle sukkerfantasier. På det nederste og allermest stupide niveau er det logisk og retorisk meningsløst at blødgøre sandhedsbegrebet, for hvad fanden konnoterer meningen så, og hvad skal vi bruge den til? Der er en årsag til, at “meningen med livet” er i bestemt ental.

JEG, derimod, går ind for at vedtage en mening. Diskussionen må ophøre, for den er lammende for al handling. Vi har talt længe nok om det, I call for a vote. Og nej, det er ikke det samme som at have en arbitrær individuel mening med livet. For den skal naturligvis udvælges blandt de relevante bud. Og som en bonus er vi FÆLLES om at tage fejl – og det kan i sandhed lede til nogle spændende og banebrydende nye retninger i den menneskelige udvikling.

Jeg kommer herunder med tre bud på en yderst relevant sandhed, der kan stemmes om. Man kan ikke vælge om – medmindre den valgte sandhed modbevises definitivt indenfor den valgte sandheds egen sandhedsopfattelse. Hvis en sandhed foreskriver, at der ikke findes nogen anden sandhed per se, ja, så er andre sandheder ubeviselige, og man kan derfor trygt skyde budbringeren.

Men nok om reglerne, videre til buddene:

Menneskeheden for superindividet: Vi lægger ud med den blødeste af de tre sandheder. Det er en pragmatisk sandhed, der vælger at indskrive eksisterende ideologier i sin bibel. I denne sandhed er der ingen sandhed anden end mennesket selv. Vi er for fede. Vi styrer for vildt. Vi er ligeglade hvorfor, for vi er sexede og intelligente og har de fedeste sko. Langt de fleste andre racer kan ikke engang passe et par Prada. Den hensynsløse selvdyrkelse rykkes op med adskillige notches. Kan vi slippe fra at pjække fra arbejde og tage kokain, så er det per definition OK, men kun hvis vi brugte dagen på at indøve begavede ansigtsudtryk foran spejlet eller lave abstrakt kunst. Dovenskab bør omskrives til eksistentiel fordybelse, svigt er en nødvendig konsekvens af selvrealiseringsprojektet, og forkælet skrigende destruktionstrang er en borgerret. ALLE har en videoblog på YouTube, hvor de fortæller om sidste nats eventyr på La Hacienda, der nu er på størrelse med Fyn. Den eneste ulempe ved denne sandhed er, at der ikke er nogen vækst i samfundet, og at vi lider kvælningsdøden i vores eget affald.

Menneskeheden for det galaktiske centrum: Alle intelligente kulturer i galaksen er spredt rundt i galaksens yderste arme, med lige langt til centrum. Gud har desuden fordelt ressourcer i form af jernmalm, nødder og power crystals nogenlunde ligeligt over hele galakseskiven. Det gælder om at være først i centrum. Inde i midten venter Gud med kage. For os er det derfor målet, først at komme væk fra denne sten og over på den næste. Med tiden, når vi har sikret vores basale statistiske sandsynlighed for at overleve almindelige naturkatastrofer, kan vi koncentrere os om at afsøge rummet, møde nye kulturer – og slå dem ihjel. Vores idealer vil fremover kredse om forestillingen om den stærkeste rummarinesoldat og hans utrættelige kamp mod rummonstre. Blod, stål og eventyrrejser i hyperrummet. Alle intelligente kulturer har hver deres fordele og ulemper. Menneskehedens ulempe er, at vi altid ender ud i relativistisk bitching og må sidde over i en runde. Vores fordel er, at vi ELSKER kage, så vi er meget motiverede for at komme til fest i centrum.

Menneskeheden for Gaia: Gud residerer i altet. Eller – faktisk mest i, på og omkring jorden – og andre lignende steder, hvor ens hoved ikke fryser til is eller eksploderer. Naturen er nemlig så smuk. Ørnene og bjergene og træerne er guddommelige. Gud residerer mest i sæler og hvaler, og lidt mindre i ræve og rotter. Han er også ret meget i pandaer, men næsten overhovedet ikke i klamme biller. Retarderede delfiner er det sublime hangout for Gud. Derfor skal vi bruge det meste af vores liv på at klappe delfiner og fodre dem med økobabymos og koncentreret solskin. Man vil ofte høre sætninger som “sshhh, I må ikke snakke her, træerne sover”, og alle forskere redelegeres herefter til at undersøge den sundhedsfremmende effekt af krystalsten og jordstråler. Industrien nedlægges og erstattes af økologiske træfløjtemanufaktører. Når det viser sig, at alle de guddommelige dyr er for svage og dumme til at overleve evolutionen i almindelighed, kaster nationer sig hylende ud i svimlende dyre sørgeceremonier, der skyder velfærden og civilisationen til hjørne i historien. De spredte rester af menneskeheden vil leve i sand overensstemmelse med naturen, og vil glemme alt om iPhones, tandhyigejne og sprog.

Dr. Gregory House får i “House, MD” en patient, der har 7 symptomer. Der findes kun én sygdom, der implicerer alle 7. Chancen for den er ifølge holdet 1:10.000.000. Men, forklarer den geniale Dr. House, han kan pege på to sygdomme der sammen tegner de samme 7 symptomer, hvor sandsynligheden for hver enkelt kun er 1:1000. Hovent tilføjer han, at det jo bare kræver en lommeregner at udregne den kombinerede sandsynlighed – 1:1.000.000. Altså 10 gange højere sandsynlighed.

Og Parkov, som den sandsynlighedsfreak han er, begynder at gå Dr. House efter i sømmene. For her er jo tydeligt et logisk falsk argument. Men hvori består det?

Jo, man må jo gå ud fra, at enhver sandsynlighed for, at en patient har en given sygdom, må være knyttet til en hændelse. Hændelsen kan være tid, men det er det næppe. For der er 1:1000 chance, men er det en tusindedel chance per år? Per minut? Per sekund? Næppe. Skal man tale om nogen anvendelig hændelse i denne beregning, så må man tale om patienthenvendelser. I en ud af tusinde patienthenvendelser er der tale om den givne sygdom.

Det, som Dr. House dermed påstår, er at i en ud af en million patienthenvendelser, har patienten en kombination af to sygdomme. Og ikke nok med det, det er lige netop den omtalte kombination af de to specifikke sygdomme, som patienten kommer med. Her begynder det at ramle for House’s ræsonnement. For at se hvorfor, skal man se nærmere på hændelsen som begreb i sandsynlighedsteorien.

For en læge er det meget naturligt at se patienthenvendelsen som en hændelse. I den hændelse er der en sandsynlighed for en række forskellige diagnoser, som tegner et sandsynlighedsrum. Dette virker, fordi der er en klar kausalitet imellem symptomer og patienthenvendelse: patient oplever symptomer medfører patienthenvendelse. A medfører B. Det er en smart tragt i udregningen af sandsynligheden. Man kan blackbox’e alle de mennesker, der ikke henvender sig. Sandsynligheden for at de er syge, er lægevidenskabeligt irrelevant. Det er det, vi kalder en diskret hændelse.

Skal man imidlertid se på chancen for både pest og kolera – så at sige – samtidig, så går hændelsesbegrebet i stykker. For nu er vi nødt til at kigge ud over henvendelsestidspunktet som en hændelse. En hvilken som helst sygdom kan indtræffe på et hvilket som helst tidspunkt, men hvad er chancen for, at de to sygdomme ikke blot indtræffer, men indtræffer samtidig – så samtidigt, at der ikke forekommer patienthenvendelse på den ene, før den anden også er brudt ud? Sandsynligheden er tydeligvis lavere end den kombinerede sandsynlighed, for vi taler ikke længere om diskrete sandsynligheder.

Yderst spændende sandsynlighedsproblem. Og det illustrerer noget rigtig spændende i anvendelsen af sandsynligheder og statistik – at det kun er det vi tillægger værdi, som bliver tillagt en sandsynlighed. Hvis jeg f.eks. påstår, at jeg møder en ven på Hovedbanen, så er sandsynligheden lille. Men hvis vi uddyber den hypotetiske hændelse, og siger, at jeg møder Martin ved Hovedbanegårdens kiosk, så er sandsynligheden ekstremt lille. Og hvis jeg yderligere påstår, at det sker på tirsdag, er sandsynligheden forsvindende (medmindre han læser indlægget, i hvilket fald alle vil betvivle, at det er et tilfælde, skulle det ske). Ikke desto mindre møder vi ofte folk vi kender på gaden. Og det er jo pudsigt. Tilsvarende kan vi med en vis sindsro påstå, at hvis vi tager alle frygtelige ting, der potentielt kunne ske i morgen, men som alle har en forsvindende lille sandsynlighed – og kombinerer deres sandsynlighed til sandsynligheden for, at bare én af dem sker, så vil det resultat sikkert være overvældende sandsynligt. Og her kan jeg beroligende tilføje, at der gudskelov ikke er nogen sandsynlighed for, at det i morgen er mandag.

Networking. The final frontier. Vi har alle har fået ind med modermælken, at vi er nødt til at lære at networke, hvis vi vil klare os i en globaliseret, fragmenteret og postmoderne verden.

Mange sukker over networking, og synes det er klamt, fordi det reducerer menneskelig kontakt til et nytteforhold, og repræsenterer et slesk spil, hvor man udelukkende er ude på at hytte sit eget skind. Men det kan ikke bringe mit pis i kog. Så længe der er tale om frivillige, voksne mennesker, så er de sårede selv uden om det. Alligevel er også jeg forarget over networking, men af den stik modsatte grund.

Jeg har tilgået networking med den yderste kynisme, men er alligevel endt med at tabe. Ganske enkelt fordi nytteforholdet altid viser sig ganske unyttigt.

Et eksempel: en snazzy herre kommer hen og introducerer sig, og fortæller om sit job. Og jeg tænker helt naturligt: “Hvad vil han? Hvad kan han? Har han mon kage?” Og mens jeg tolererer hans kryptiske sociale spil med at skiftes til at fortælle om vores spændende jobfunktioner, tænker jeg over, hvor han mon gemmer kagen. Er den bag hans ryg? Er den under stolen? Har luskebuksen gemt den i tasken?

Og pludselig får jeg en aha-oplevelse. Han vil naturligvis ikke vise mig kagen, fordi jeg endnu ikke har afsløret de unævnelige mængder budding, som jeg har medbragt. I triumf afbryder jeg samtalen ved at fremvise min budding, og her afsporer situationen totalt. Han må nu trække sig hovedrystende ud af samtalen, den bluffende hund, for det viser sig, at han SLET IKKE HAR NOGEN KAGE.

Hele pointen med hans vrøvl var, at han har en chef, der er yderst nyttig at kende, og det var udelukkende i det, gevinsten bestod.

Som om. Den djævelske mekanik er jo netop, at jo vigtigere en chef manden har, jo mindre interesse har denne chef for, hvem hans klaphat af en undersåt går rundt og taler med. Især når undersåttens menneskeindsigt strækker sig til at indlede samtaler med folk, der går rundt med tasken fyldt med budding.

Problemet med networking er, at det er et begreb, der udvandede i præcis det øjeblik, det blev formaliseret. Det var i det øjeblik, at alle vi komplet uduelige tåber tænkte: “Aha! Endelig et reelt alternativ til at være kompetent!” – og kastede os jublende ud i stormen af kanapé-frådende varmluftballoner. Alle mennesker, der rent faktisk kunne give en hånd til andres karriere, vejrede stemningen og løftede straks på hatten for at forsvinde videre ud i stratosfæren. De sidder formentlig på en natklub et sted oppe under himmelkuplen og deler kokainbaner med visitkort fra administrerende direktører.

Tilbage står vi så i vores lejede smoking med et glas sur punch, styrtsvedende med ansigtstics, og forklarer stammende, at det er nogle yderst lovende initiativer der bliver taget lige nu i pappresser-industrien.

Som om. Giv mig kage eller giv mig fred.

Ak ja, jeg kan blive ved med at fable om rygepolitik og holdninger til samme. Måske fordi de på en måde formår at gestalte hele nutidens intetsigende og fladpandede moral, der er så stramrøvet, at man skulle overveje at fremstille industridiamant i bagen af dens eksponenter.

Nyligst har jeg bemærket, at der er en ubehagelig tendens til, at når rygning bliver forbudt, så bliver alle tegn på og erkendelser af dens eksistens også til tabu. En cigaretpakke på et bord er en fornærmelse. At man kan se rygere fra vinduet er en skamplet. Det er samme tendens, som når DF  taler fra et nationalistisk standpunkt, og i samme ombæring får bortført hele den danske kulturarv. Det er den underlige tendens til, at konnotere til, og inddrage det, som ikke på nogen rimelig måde er omfattet.

Jeg foreslår en tavs, men omfattende protest. Den går i sin enkelhed ud på, at alle rygere til alle tider skal gå rundt med en smøg i kæften. Den skal være utændt, så der ikke er noget konkret at kritisere. Men den skal være der. Hele tiden. Til afdelingsmøde; når du henter børnene nede i børnehaven; når du sidder til jobsamtale. En flabet gøms, der hænger dovent fra mundvigen og hvisker om sin osende, nikotingule, lystfulde forgiftning og sorte død. Tro mig, provokationen vil afsløre alle de sovende agenter for nypuritanismen, der går i forklædning af moderate overskudsmennesker. Når tornen i øjet tænder raseriet i disse korsfarere, vil de rejse sig med deres flammesværd og kræve dét, som de altid har ønsket: stilhed. Orden. Kedsomhed. Tomhed. Kulde. I evighed.