Ondskaben
Ofte har ondskab været på dagsordenen, når natten er groet gammel, og drengene har siddet i rødvinsdisen og cigarettågen. Eksplicit eller implicit. Ondskab er et lurende emne i mange diskussioner. Især når moral bliver vendt og drejet og udsat for verbale eksperimenter. Det er derfor alle (lomme)filosofiske samtaler konvergerer i nazismen, som det blev påstået af Mike Godwin i Godwins lov:
“As an online discussion grows longer, the probability of a comparison involving Nazis or Hitler approaches 1.”
Mike Godwin
Og det er jo klart. For al snak om anstændig adfærd bliver hurtig til snak om etik. Etik til moral. Moral til mangel på samme. Og endelig mangel på moral til ondskab. Og Hitler er et moderne synonym for ondskab.
Ondskab er sjovt og interessant. Tænk bare over det. Det er ALTID skurken der er mest interessant. Hvem vil man helst tage en sludder med: Darth Vader eller Luke Skywalker? Svaret er klart. Luke er et elendigt flæbeøre som ingen gad at være venner med, hvis ikke han lige var universets eneste (og mest irriterende) håb. Darth Vader derimod, han er dramatisk og ambitiøs, med spændende visioner, et nysgerrighedsvækkende had og en tør sarkasme. So much more fun at være i byen med.
Nu vil den skarpe læser måske bemærke, at Darth Vader er fiktiv, og derfor højst et delegat for nogle menneskelige følelser, som ikke kan siges at eksistere uudfordret i et virkeligt individ. Det er en fristende tanke at gå et skridt videre herfra til den derpå naturligt følgende påstand: at ondskab slet ikke eksisterer som en selvstændig egenskab. Denne påstand er da også ofte blevet luftet ud på de små timer. Så bliver det jo fristende at overgive sig til Godwins lov og råbe HITLER.
Et alternativ til den udmærkede lov er imidlertid det gode, gamle retoriske kneb: “det kommer an på hvordan vi definerer ondskaben”. Men definitionspladder bliver jo kun spyttet ud af flæbende humanister med trangen til at drukne alle samtaler i relativistisk sovs, så lad os hurtigt bevæge os videre til en faktisk cirka-definition som jeg lige slynger ud. Ondskab er trangen til at bedrive destruktion eller forårsage ulykke af ingen anden grund end for den personlige fornøjelse. En definition som iøvrigt ligger tæt opad Wikipedias, viser det sig.
Spændende oplæg, Parkov. Bravo. Men hvad sker der hvis man går det efter i sømmene? Ja, man kan jo meget hurtigt begynde at rive den i stykker omkring det, der omhandler den personlige fornøjelse. For hvad er personlig fornøjelse? Er det en form for behovstilfredsstillelse? Og hvis ja, kan enhver behovstilfredstillelse så kaldes ondskab, idet den bringer destruktion eller ulykke? Igen, hvis ja, er der så en reel forskel på ondskab og egoisme?
“We are selfish-based animals crawling across the earth, but ’cause we’ve got brains, if we try really hard, we can occasionally aspire to something that is less than pure evil.”
Dr. Gregory House
Forleden var jeg inde og se Armadillo. Den fortalte historien om de unge danske basser, der tager til Afghanistan for at tjene vores land. Og det er tydeligt i filmen, at soldaterne glæder sig til at opleve kampen, som de er trænet til. De glæder sig til at slå ihjel. Man kan angive mange grunde til denne følelse, men når vi skærer ind til benet, så er der ingen direkte årsag-virknings-sammenhæng imellem den enkelte fjendes gerninger og den danske soldats ønske om at slå dem ihjel. Dette ønske lægger sig smertefuldt tæt på den ovenstående definition.
Man kan selvfølgelig sige, at det gode eller velmenende i gerningen findes i hensigten om at befri Afghanistan fra talebanerne. Men det er så et argument, der fungerer på samfundsplan, ikke på individuelt plan. Det er at indpakke ondskaben i et system, der hvidvasker volden og ondskaben. Her er jeg nødt til at ty til Godwins lov, idet jeg netop har fremført en parallel til den argumentation, der beskrev Eichmann i Ondskabens banalitet.
Nu kunne man måske tro, at jeg ligesom øvrige medier gerne vil dæmonisere de danske soldater i Afghanistan. Men det er ikke min hensigt. Tværtimod. Problemet er jo, at diskrepansen imellem “ondskaben” og dens systematiserede hvidvaskning skaber en kløft, der giver os et moralsk skjold. Vi kan sidde i Danmark med en ren samvittighed, og forsøge at identificere de personer, der handler ondt i en verden af ondskab. Det er det ultimative hykleri.
Det, som vi er nødt til at erkende, er at ondskab ikke er en egenskab. Det er grund-egenskaben. Det er præmissen, som Dr. House mener. Vi har bildt os ind, at drabet er patologisk. Lysten og trangen til at slå ihjel er sygeliggjort og kræver behandling – medmindre det er systematiseret og “rent”. Men sandheden er jo, at drabet kryber i vores årer. Vi er designet til at slå ihjel, og selvom vi er kulturelt fjernet fra denne lyst, lever den videre i vores biologi.
Med fare for igen at blive misforstået, må jeg så understrege, at det ikke betyder, at vi skal efterleve lysten. Men det er et problem for udviklingen i vores moral og selvforståelse, at vi forsøger at patalogisere trangen, for derved afskærer vi os endegyldigt fra at forstå os selv, og gør os samtidig til forbrydere mod menneskeheden i Eichmann’sk skala.
Når soldater hjemvender fra krigen bliver de konfronteret med patalogiseringen af deres gerninger. Det, som var præmissen for deres tilværelse under udstationeringen, er forstyrret og syg adfærd i deres hjemland. De skal lære at glemme og isolere denne historie dybt i deres sinds mørkeste afkroge, så vi andre ikke bliver fristet til at tro, at deres adfærd har været naturlig. For det handler ikke om soldaternes velbefindende. Det handler om at skåne den jævne dansker for den sindsoprivende kendsgerning, at han er en inaktiv drabsmand. Og det er nok denne isolation, der gør, at mange ex-soldater gerne vil tilbage, eller ender med et psykisk sammenbrud og eventuel hjemløshed (læs iøvrigt mere i sidste nummer af Hus Forbi om dette). For når samfundet siger, at du er syg, så skal du nok blive det.
Derfor er ondskab i sidste ende et ubrugeligt begreb. For der er ingen tvivl om, at mennesker har en destruktionstrang. Den er betingelsen for, at det er muligt at føle glæde ved at rane til os, erobre, fjerne konkurrence, sætte mennesker på gaden, forstå begreber som “os og dem”, spise og lade andre sulte, producere medicin og nægte fattige adgang til den, brænde madlagre, splitte familier ad og acceptere collateral damage i vidt omfang. Vi kan godt forsøge at sygeliggøre det. Vi kan forsøge at dæmonisere det. Men det er blot at sygeliggøre og dæmonisere en ret fundamental del af den sociale virkelighed, som vi både lever i og deltager aktivt i at rekonstituere. At kalde destruktionstrangen for ondskab er destruktivt i sig selv.