Kristian Videmark Parkovs personlige weblog

Nu har jeg haft et par måneder til at evaluere min smartphone, den kære HTC Desire. Og den er jeg rasende glad for. Ganske enkelt fordi den er så sindsoprivende awesome. Man kan fx trække et kort frem, se hvor man er, finde den nærmeste restaurant og zoome ned i Streetview for lige at se facaden. Helt vildt overdrevet fedt.

Men genialt er en overstatement. For HTC Desire har nemlig følgende 4 småfejl:

• Dækningen er hypotetisk: “wauw, du kan gå på YouTube fra dødsgangen i et koreansk fængsel” – som om! Netværket stener for vildt. Man skal slutte sig til et wifi-netværk før man er i nærheden af at være sikker på, at man kan streame YouTube-videoer. Og eftersom jeg altid har lappy i min taske, hvorfor skulle jeg så ønske at se YouTube på min fon?
• Økonomien er hypotetisk: “helt vildt så meget du kan tjekke din mail i hele verden, dér!” – bortset fra, at mit ubegrænsede dataforbrug kun gælder i Danmark, og eftersom det er 10 kr / MB i udlandet, så koster det en luksusluder at læse dagens Dilbert. Da jeg tog til NYC, lod jeg den blive hjemme af samme grund. Which kind’a defeats the purpose, don’t you think? (indrømmet, det er mere Callme’s skyld en Desires, men jeg går ikke ind for opdeling af begreber eller nedbrydning af problemer)
• Batteriet er hypotetisk: “og den er altid så conveniently close i din lomme” – jep, hvor den sover brandert ud, stendød fordi jeg kom til tjekke Facebook lidt for meget og glemte min oplader. HTC Desire er designet til det øjeblik, hvor man er styrtet ned i Andes-bjergene, og har ædt sine medpassagerer – og nu har man brug for GPS og Google Maps til at finde til nærmeste landsby, så man kan snacke videre på den indavlede lokalbefolkning. Desværre bliver den meget chokeret over hårde landinger og skal lige op at lægge sig lidt i et 220-volts coma. Hvilket går dårligt i spænd med uendelig ødemark. Den er telefonernes svar på Maude fra Matador.
• Behovet er hypotetisk: “du kan få auto-geo-tagget din fotos, der så analyseres for alle relevante kunstværker, ansigter, stregkoder og produkter, for endelig at blive auto-shared med 13 sociale netværk du aldrig har hørt om, inklusive 2 der ikke er udviklet endnu.” – cool. Eller… nej. Gå væk.

MEN. Som sagt. Awesome telefon. Køb den før din nabo. For i sidste ende er det ligegyldigt, om teknologi gør dig i stand til noget eller bare får den til at gå af på dig. Whatever floats your boat. For hvis en teknologi er RIGTIG smooth og nyttig, så er det et stensikkert tegn på, at den er døende. Tænk bare på DVD’en, seler og atomkraft.

Lige nu sidder vi fx og glæder os til, at streaming-hastighederne bliver rigtig gode. Men når det endelig sker, så kommer kvantecomputerne med brainpluggen og realiserer vores inderste drømme. Bortset fra, at Scarlett lyder nøjagtig som Ole Thestrup i betaen, og softwareopdateringerne giver hende kun federe lår. Hvis du forsøger at nedgradere, ophører universet med at eksistere.

Ofte har ondskab været på dagsordenen, når natten er groet gammel, og drengene har siddet i rødvinsdisen og cigarettågen. Eksplicit eller implicit. Ondskab er et lurende emne i mange diskussioner. Især når moral bliver vendt og drejet og udsat for verbale eksperimenter. Det er derfor alle (lomme)filosofiske samtaler konvergerer i nazismen, som det blev påstået af Mike Godwin i Godwins lov:

“As an online discussion grows longer, the probability of a comparison involving Nazis or Hitler approaches 1.”

Mike Godwin

Og det er jo klart. For al snak om anstændig adfærd bliver hurtig til snak om etik. Etik til moral. Moral til mangel på samme. Og endelig mangel på moral til ondskab. Og Hitler er et moderne synonym for ondskab.

Ondskab er sjovt og interessant. Tænk bare over det. Det er ALTID skurken der er mest interessant. Hvem vil man helst tage en sludder med: Darth Vader eller Luke Skywalker? Svaret er klart. Luke er et elendigt flæbeøre som ingen gad at være venner med, hvis ikke han lige var universets eneste (og mest irriterende) håb. Darth Vader derimod, han er dramatisk og ambitiøs, med spændende visioner, et nysgerrighedsvækkende had og en tør sarkasme. So much more fun at være i byen med.

Nu vil den skarpe læser måske bemærke, at Darth Vader er fiktiv, og derfor højst et delegat for nogle menneskelige følelser, som ikke kan siges at eksistere uudfordret i et virkeligt individ. Det er en fristende tanke at gå et skridt videre herfra til den derpå naturligt følgende påstand: at ondskab slet ikke eksisterer som en selvstændig egenskab. Denne påstand er da også ofte blevet luftet ud på de små timer. Så bliver det jo fristende at overgive sig til Godwins lov og råbe HITLER.

Et alternativ til den udmærkede lov er imidlertid det gode, gamle retoriske kneb: “det kommer an på hvordan vi definerer ondskaben”. Men definitionspladder bliver jo kun spyttet ud af flæbende humanister med trangen til at drukne alle samtaler i relativistisk sovs, så lad os hurtigt bevæge os videre til en faktisk cirka-definition som jeg lige slynger ud. Ondskab er trangen til at bedrive destruktion eller forårsage ulykke af ingen anden grund end for den personlige fornøjelse. En definition som iøvrigt ligger tæt opad Wikipedias, viser det sig.

Spændende oplæg, Parkov. Bravo. Men hvad sker der hvis man går det efter i sømmene? Ja, man kan jo meget hurtigt begynde at rive den i stykker omkring det, der omhandler den personlige fornøjelse. For hvad er personlig fornøjelse? Er det en form for behovstilfredsstillelse? Og hvis ja, kan enhver behovstilfredstillelse så kaldes ondskab, idet den bringer destruktion eller ulykke? Igen, hvis ja, er der så en reel forskel på ondskab og egoisme?

“We are selfish-based animals crawling across the earth, but ’cause we’ve got brains, if we try really hard, we can occasionally aspire to something that is less than pure evil.”

Dr. Gregory House

Forleden var jeg inde og se Armadillo. Den fortalte historien om de unge danske basser, der tager til Afghanistan for at tjene vores land. Og det er tydeligt i filmen, at soldaterne glæder sig til at opleve kampen, som de er trænet til. De glæder sig til at slå ihjel. Man kan angive mange grunde til denne følelse, men når vi skærer ind til benet, så er der ingen direkte årsag-virknings-sammenhæng imellem den enkelte fjendes gerninger og den danske soldats ønske om at slå dem ihjel. Dette ønske lægger sig smertefuldt tæt på den ovenstående definition.

Man kan selvfølgelig sige, at det gode eller velmenende i gerningen findes i hensigten om at befri Afghanistan fra talebanerne. Men det er så et argument, der fungerer på samfundsplan, ikke på individuelt plan. Det er at indpakke ondskaben i et system, der hvidvasker volden og ondskaben. Her er jeg nødt til at ty til Godwins lov, idet jeg netop har fremført en parallel til den argumentation, der beskrev Eichmann i Ondskabens banalitet.

Nu kunne man måske tro, at jeg ligesom øvrige medier gerne vil dæmonisere de danske soldater i Afghanistan. Men det er ikke min hensigt. Tværtimod. Problemet er jo, at diskrepansen imellem “ondskaben” og dens systematiserede hvidvaskning skaber en kløft, der giver os et moralsk skjold. Vi kan sidde i Danmark med en ren samvittighed, og forsøge at identificere de personer, der handler ondt i en verden af ondskab. Det er det ultimative hykleri.

Det, som vi er nødt til at erkende, er at ondskab ikke er en egenskab. Det er grund-egenskaben. Det er præmissen, som Dr. House mener. Vi har bildt os ind, at drabet er patologisk. Lysten og trangen til at slå ihjel er sygeliggjort og kræver behandling – medmindre det er systematiseret og “rent”. Men sandheden er jo, at drabet kryber i vores årer. Vi er designet til at slå ihjel, og selvom vi er kulturelt fjernet fra denne lyst, lever den videre i vores biologi.

Med fare for igen at blive misforstået, må jeg så understrege, at det ikke betyder, at vi skal efterleve lysten. Men det er et problem for udviklingen i vores moral og selvforståelse, at vi forsøger at patalogisere trangen, for derved afskærer vi os endegyldigt fra at forstå os selv, og gør os samtidig til forbrydere mod menneskeheden i Eichmann’sk skala.

Når soldater hjemvender fra krigen bliver de konfronteret med patalogiseringen af deres gerninger. Det, som var præmissen for deres tilværelse under udstationeringen, er forstyrret og syg adfærd i deres hjemland. De skal lære at glemme og isolere denne historie dybt i deres sinds mørkeste afkroge, så vi andre ikke bliver fristet til at tro, at deres adfærd har været naturlig. For det handler ikke om soldaternes velbefindende. Det handler om at skåne den jævne dansker for den sindsoprivende kendsgerning, at han er en inaktiv drabsmand. Og det er nok denne isolation, der gør, at mange ex-soldater gerne vil tilbage, eller ender med et psykisk sammenbrud og eventuel hjemløshed (læs iøvrigt mere i sidste nummer af Hus Forbi om dette). For når samfundet siger, at du er syg, så skal du nok blive det.

Derfor er ondskab i sidste ende et ubrugeligt begreb. For der er ingen tvivl om, at mennesker har en destruktionstrang. Den er betingelsen for, at det er muligt at føle glæde ved at rane til os, erobre, fjerne konkurrence, sætte mennesker på gaden, forstå begreber som “os og dem”, spise og lade andre sulte, producere medicin og nægte fattige adgang til den, brænde madlagre, splitte familier ad og acceptere collateral damage i vidt omfang. Vi kan godt forsøge at sygeliggøre det. Vi kan forsøge at dæmonisere det. Men det er blot at sygeliggøre og dæmonisere en ret fundamental del af den sociale virkelighed, som vi både lever i og deltager aktivt i at rekonstituere. At kalde destruktionstrangen for ondskab er destruktivt i sig selv.

Dr. Gregory House får i “House, MD” en patient, der har 7 symptomer. Der findes kun én sygdom, der implicerer alle 7. Chancen for den er ifølge holdet 1:10.000.000. Men, forklarer den geniale Dr. House, han kan pege på to sygdomme der sammen tegner de samme 7 symptomer, hvor sandsynligheden for hver enkelt kun er 1:1000. Hovent tilføjer han, at det jo bare kræver en lommeregner at udregne den kombinerede sandsynlighed – 1:1.000.000. Altså 10 gange højere sandsynlighed.

Og Parkov, som den sandsynlighedsfreak han er, begynder at gå Dr. House efter i sømmene. For her er jo tydeligt et logisk falsk argument. Men hvori består det?

Jo, man må jo gå ud fra, at enhver sandsynlighed for, at en patient har en given sygdom, må være knyttet til en hændelse. Hændelsen kan være tid, men det er det næppe. For der er 1:1000 chance, men er det en tusindedel chance per år? Per minut? Per sekund? Næppe. Skal man tale om nogen anvendelig hændelse i denne beregning, så må man tale om patienthenvendelser. I en ud af tusinde patienthenvendelser er der tale om den givne sygdom.

Det, som Dr. House dermed påstår, er at i en ud af en million patienthenvendelser, har patienten en kombination af to sygdomme. Og ikke nok med det, det er lige netop den omtalte kombination af de to specifikke sygdomme, som patienten kommer med. Her begynder det at ramle for House’s ræsonnement. For at se hvorfor, skal man se nærmere på hændelsen som begreb i sandsynlighedsteorien.

For en læge er det meget naturligt at se patienthenvendelsen som en hændelse. I den hændelse er der en sandsynlighed for en række forskellige diagnoser, som tegner et sandsynlighedsrum. Dette virker, fordi der er en klar kausalitet imellem symptomer og patienthenvendelse: patient oplever symptomer medfører patienthenvendelse. A medfører B. Det er en smart tragt i udregningen af sandsynligheden. Man kan blackbox’e alle de mennesker, der ikke henvender sig. Sandsynligheden for at de er syge, er lægevidenskabeligt irrelevant. Det er det, vi kalder en diskret hændelse.

Skal man imidlertid se på chancen for både pest og kolera – så at sige – samtidig, så går hændelsesbegrebet i stykker. For nu er vi nødt til at kigge ud over henvendelsestidspunktet som en hændelse. En hvilken som helst sygdom kan indtræffe på et hvilket som helst tidspunkt, men hvad er chancen for, at de to sygdomme ikke blot indtræffer, men indtræffer samtidig – så samtidigt, at der ikke forekommer patienthenvendelse på den ene, før den anden også er brudt ud? Sandsynligheden er tydeligvis lavere end den kombinerede sandsynlighed, for vi taler ikke længere om diskrete sandsynligheder.

Yderst spændende sandsynlighedsproblem. Og det illustrerer noget rigtig spændende i anvendelsen af sandsynligheder og statistik – at det kun er det vi tillægger værdi, som bliver tillagt en sandsynlighed. Hvis jeg f.eks. påstår, at jeg møder en ven på Hovedbanen, så er sandsynligheden lille. Men hvis vi uddyber den hypotetiske hændelse, og siger, at jeg møder Martin ved Hovedbanegårdens kiosk, så er sandsynligheden ekstremt lille. Og hvis jeg yderligere påstår, at det sker på tirsdag, er sandsynligheden forsvindende (medmindre han læser indlægget, i hvilket fald alle vil betvivle, at det er et tilfælde, skulle det ske). Ikke desto mindre møder vi ofte folk vi kender på gaden. Og det er jo pudsigt. Tilsvarende kan vi med en vis sindsro påstå, at hvis vi tager alle frygtelige ting, der potentielt kunne ske i morgen, men som alle har en forsvindende lille sandsynlighed – og kombinerer deres sandsynlighed til sandsynligheden for, at bare én af dem sker, så vil det resultat sikkert være overvældende sandsynligt. Og her kan jeg beroligende tilføje, at der gudskelov ikke er nogen sandsynlighed for, at det i morgen er mandag.

Vi savner de blå øjne hos de små,
der ler på legepladsen mens vi døser hen,
Vi er de bløde mænd,
der venter i taknemmelighed

Vi nyder at svælge i roen,
der fastholdes af en hårdt tjent fred,
Vi er de fredelige mænd,
der har vundet alt

Vi lader aldrig noget ondt ske,
selvom volden står så tæt omkring,
Vi er de vagtsomme mænd,
der lurer i celleformationer

Vi giver aldrig slip på vor ubestridelige succes,
der er bygget på forfædres ambitioner,
Vi er de maskerede mænd,
der venter på en opringning

Vi abonnerer ikke på jeres tro,
kun artilleri kan flytte bjerge,
Vi er de usårlige mænd,
der åbner ild i anonym hilsen

Vi tror ikke på jeres skrøbelige poesi,
der overdøves af maliciøse taler,
Vi er de rationelle mænd,
der systematiserer deres død

Vi tror ikke på i morgen,
for der skal ikke være en arv
Til de fremmede mænd,
der venter forgæves på deres lykke

Vi undviger de brune øjne hos de små,
der græder når vi deler dem fra brødre,
For aldrig at lade dem blive fremmede mænd.

Networking. The final frontier. Vi har alle har fået ind med modermælken, at vi er nødt til at lære at networke, hvis vi vil klare os i en globaliseret, fragmenteret og postmoderne verden.

Mange sukker over networking, og synes det er klamt, fordi det reducerer menneskelig kontakt til et nytteforhold, og repræsenterer et slesk spil, hvor man udelukkende er ude på at hytte sit eget skind. Men det kan ikke bringe mit pis i kog. Så længe der er tale om frivillige, voksne mennesker, så er de sårede selv uden om det. Alligevel er også jeg forarget over networking, men af den stik modsatte grund.

Jeg har tilgået networking med den yderste kynisme, men er alligevel endt med at tabe. Ganske enkelt fordi nytteforholdet altid viser sig ganske unyttigt.

Et eksempel: en snazzy herre kommer hen og introducerer sig, og fortæller om sit job. Og jeg tænker helt naturligt: “Hvad vil han? Hvad kan han? Har han mon kage?” Og mens jeg tolererer hans kryptiske sociale spil med at skiftes til at fortælle om vores spændende jobfunktioner, tænker jeg over, hvor han mon gemmer kagen. Er den bag hans ryg? Er den under stolen? Har luskebuksen gemt den i tasken?

Og pludselig får jeg en aha-oplevelse. Han vil naturligvis ikke vise mig kagen, fordi jeg endnu ikke har afsløret de unævnelige mængder budding, som jeg har medbragt. I triumf afbryder jeg samtalen ved at fremvise min budding, og her afsporer situationen totalt. Han må nu trække sig hovedrystende ud af samtalen, den bluffende hund, for det viser sig, at han SLET IKKE HAR NOGEN KAGE.

Hele pointen med hans vrøvl var, at han har en chef, der er yderst nyttig at kende, og det var udelukkende i det, gevinsten bestod.

Som om. Den djævelske mekanik er jo netop, at jo vigtigere en chef manden har, jo mindre interesse har denne chef for, hvem hans klaphat af en undersåt går rundt og taler med. Især når undersåttens menneskeindsigt strækker sig til at indlede samtaler med folk, der går rundt med tasken fyldt med budding.

Problemet med networking er, at det er et begreb, der udvandede i præcis det øjeblik, det blev formaliseret. Det var i det øjeblik, at alle vi komplet uduelige tåber tænkte: “Aha! Endelig et reelt alternativ til at være kompetent!” – og kastede os jublende ud i stormen af kanapé-frådende varmluftballoner. Alle mennesker, der rent faktisk kunne give en hånd til andres karriere, vejrede stemningen og løftede straks på hatten for at forsvinde videre ud i stratosfæren. De sidder formentlig på en natklub et sted oppe under himmelkuplen og deler kokainbaner med visitkort fra administrerende direktører.

Tilbage står vi så i vores lejede smoking med et glas sur punch, styrtsvedende med ansigtstics, og forklarer stammende, at det er nogle yderst lovende initiativer der bliver taget lige nu i pappresser-industrien.

Som om. Giv mig kage eller giv mig fred.