Drømmebehandling
Vågn af døsen til et øjebliks klarsyn med tilhørende panik og kvælningsfornemmelser. Knuden i din strube er ikke et tegn på dit snarlige endeligt, men blot en stum og fastfrosset gråd, der aldrig fik forløsning. Baggrundsrytmer fra verdens rolige pligter har bedøvet dig, overbevist dig om at alt går den rette vej. Du har skrevet en historie om dine fremskridt. Dine små sejre og løsninger er blevet byggesten i en konsistent historie. Et makværk, hvor arbejdet går godt, hvor du har kærlige mennesker i centrum af din tilværelse, hvor du efterlader noget vigtigt til eftertiden. I hjertet af dette efterhånden komplekse maskineri findes den stærkeste og mest disciplinerede mentale funktion, du endnu har haft mod til at opretholde: viljen til at knuse drømme metodisk; til at lade dine fantasier bortføre og næste dag umærkeligt være erstattet af surrogatbehov; til at lade historien om dig sejre over dit nu.
Du er fjern og virker plaget, og i vores samtaler er latteren død. Humoren kan ikke trives her, hvor ærligheden ikke længere er velkommen. Og jeg håber, at du føler den samme fundamentale fornemmelse af meningsløshed, når vi går hver til sit - for jeg ville gerne tro, at der er en eller anden tragisk forståelse, der spejles et sted under høflighedens innuendo. Men din indføling er knudret og filtret ind i din selvbevidsthed, så mens du vrider dig for at være tilstede, skrives historien om din fortabelse overdøvende i dit sind.
Knuden i din strube er ikke tegnet på dit endeligt. Der er en tekst i dig, en smuk og harmonisk fiktion, lige nu forstyrret af ubegavet virkelighed. Der er en ånd, der tør at blive glemt. En ånd, der tør at leve uden kærlighed, der tør at gå tabt i en drøm og lade den knuse dig. Der tør at give slip på historien, og blive flået op af dens rasende knive.
Græd. Lad tårerne fosse ud, ned på papiret, til blækket fra din løgnelivshistorie løsnes i rensende sorte floder. Lad det dø indeni, lad det føre dig og knække dig, til du ligger i stumper, begravet i en stædig vinters sne. Lad det ske, og forbliv tavs i intetheden, og lad os ikke høre mere til dig.
Måske, netop før din verden knitrer og glider væk, vil du vågne til et forår. Måske vil du se den sortmalede sne tø, se blækfloder søge mod kloakafløb og muld. Måske vil du rejse dig, og ikke være omgivet af en verden, men være bare endnu en lykkelig, forglemmelig del af den.
Protest! (igen)
Ak ja, jeg kan blive ved med at fable om rygepolitik og holdninger til samme. Måske fordi de på en måde formår at gestalte hele nutidens intetsigende og fladpandede moral, der er så stramrøvet, at man skulle overveje at fremstille industridiamant i bagen af dens eksponenter.
Nyligst har jeg bemærket, at der er en ubehagelig tendens til, at når rygning bliver forbudt, så bliver alle tegn på og erkendelser af dens eksistens også til tabu. En cigaretpakke på et bord er en fornærmelse. At man kan se rygere fra vinduet er en skamplet. Det er samme tendens, som når DF taler fra et nationalistisk standpunkt, og i samme ombæring får bortført hele den danske kulturarv. Det er den underlige tendens til, at konnotere til, og inddrage det, som ikke på nogen rimelig måde er omfattet.
Jeg foreslår en tavs, men omfattende protest. Den går i sin enkelhed ud på, at alle rygere til alle tider skal gå rundt med en smøg i kæften. Den skal være utændt, så der ikke er noget konkret at kritisere. Men den skal være der. Hele tiden. Til afdelingsmøde; når du henter børnene nede i børnehaven; når du sidder til jobsamtale. En flabet gøms, der hænger dovent fra mundvigen og hvisker om sin osende, nikotingule, lystfulde forgiftning og sorte død. Tro mig, provokationen vil afsløre alle de sovende agenter for nypuritanismen, der går i forklædning af moderate overskudsmennesker. Når tornen i øjet tænder raseriet i disse korsfarere, vil de rejse sig med deres flammesværd og kræve dét, som de altid har ønsket: stilhed. Orden. Kedsomhed. Tomhed. Kulde. I evighed.
Tiden er en anden i lynkrabbernes palads
I min fantastiske og sunde vennekreds har vi opbygget en masse fælles vaner. Nogle af dem er dog ikke så sunde som venskaberne. Vi har fx forkastet den gængse måder at se TV-serier på. At se et afsnit én gang om ugen, i samme tempo som de andre børn, er totalt passé.
Vi har istedet opbygget den tvivlsomme vane, at vi får fat i hele serien, og derefter bare begynder fra en ende af. Det kan snildt lede til 4-6 afsnit i træk. Nogle gange flere. I klanens mytologi fortælles der om fanatikere, der har præsteret et sted mellem 12 og 24 afsnit henover en sumpet weekend. Men sådanne historier mangler naturligvis altid beviser, og de implicerede er altid belejligt indlagt på øjenkirurgisk afdeling.
Formatet har sine klare fordele. Man knækker ikke kontinuiteten ved at glippe et afsnit. Og man behøver ikke acceptere de frustrerende cliffhangers. Men der er også nogle graverende ulemper, som desværre bliver meget markant ved (næsten) enhver serie, der håndteres på denne tvivlsomme måde.
Jeg er for øjeblikket i gang med den klassiske "24 timer" med Jack Bauer, som i skrivende stund tæller 8 sæsoner. Det er 8 x 24 afsnit = 192. Jeg er nu nået til afsnit 55, dvs en tredjedel inde i sæson 3. Det svarer - måske overraskende - ikke til 55 timer, for hvert afsnit varer kun 40-45 minutter. Der skal jo være plads til reklamer undervejs. Og her finder vi det måske mest tungtvejende argument for at se serier på denne måde. Jeg har så spildt 36 timer af mit dyrebare liv indtil videre på Jack Bauer, men havde jeg set den på TV, ville det være tæt på de fulde 55. Det er 19 timers reklamer, jeg har undgået! Det er ulemperne værd.
Og nu er det vist også på tide, at vi begynder at afsløre de ulemper - og de bliver jo ikke tydeligere i nogen anden serie end 24 timer. For her taler vi om en serie, hvor Jack kl. 8.40 spiser morgenmad, detonerer en atombombe ude i ørkenen kl. 9.45, bliver tortureret af terrorister kl. 10.56, får hjertestop kl. 11.07, er undsluppet (og har dræbt alle førnævnte) kl. 11.15, og er faldet i unåde hos myndighederne og handler på egen hånd kl. 12.10. Selvom jeg må indrømme, at det bærer nogle klare paralleller til en arbejdsdag som fuldmægtig på IT-Universitetet, er det bare ikke helt overbevisende - der er ganske enkelt ingen der når morgenmad, hvis man skal stå i Mojave-ørkenen en time senere.
Det er serien, hvor en let omskrivning af dialogen (uden at ændre på det faktuelle indhold) ville føre til følgende: "ja, vi ved godt, at Jack i formiddags reddede præsidentens liv, og henover middag stoppede en dødelig virus fra at løbe løbsk i LAs befolkning, men han har opført sig ret mærkeligt de sidste 20 minutter, så derfor synes jeg vi skal skyde ham ned som den hund, han har vist sig at være."
De kloge drenge fra Malk De Koijn sagde engang, at tiden er en anden i lynkrabbernes palads. Det er et citat, som har støttet mig i mange svære situationer, og som nu igen leverer en dyb indsigt - denne gang til at afsløre endnu en af de utallige ligheder mellem mig og Jack Bauer. Vi er begge lynkrabber. Jack Bauer er en antiterror-krabbe, jeg er en serie-krabbe. Men vi har begge et alternativt forhold til tiden. Så mens Jack udsletter nationale trusler og demonterer bomber, råber jeg i kaffechok "Vildere, Jack, vildere", med fråde om munden, og kaster mine baconchips omkring mig i rasende utålmodighed, når der er et romantisk og dvælende øjeblik.
Hvorfor udsætte sig selv for det? Hvorfor udøve denne overstimulering og retardering af sig selv? Svaret er eklatant og koncist: SWAT-teams. Jeg har opdaget, at enhver mangel ved enhver serie (og måske er det ikke begrænset til serier) kan rettes op med SWAT-teams. De behøver faktisk ikke skyde nogen. De skal bare være der - med balaclava og hjelm og MP5. Så bliver jeg så rolig, og spiser mine baconchips så pænt igen. Her er 24 timer eksemplarisk. Tilstedeværelsen af SWAT-teams er i 24 timer imponerende.
SWAT-teams. Og atombomber. Begge er efter min mening lovende, men uudforskede terapeutiske elementer i helbredelsen af ADHD og andre koncentrationsrelaterede forstyrrelser.
Og nu må I have mig undskyldt, kære læsere, for jeg har lige opdaget, at jeg har fødder.
Siden sidst
Det første indlæg er altid det sværeste.
Det er det første indlæg, der lægger stilen for bloggen. Hvad skal den handle om? Hvilken retning skal mine læsere tages i? Hvilken frydefuld rutjsebanetur skal jeg forsøge at montere denne gang?
Skal det være mere personligt? Er det min hensigt at gengive mit lidet interessante liv i en oppeppet (læs: løgnagtig) udgave?
Skal det være mere seriøst og tematisk? Skal jeg grave dybt ned i aktuelle og uaktuelle emner for at belyse dem med en Parkoviansk logik?
Svaret må klart være måske. Og nu vil jeg så slippe let rundt om dette ærefrygtindgydende første indlæg ved at redegøre for de centrale punkter i min personlige udvikling i de 8 måneder, der er gået, siden jeg lukkede den gamle blog:
- Jeg har oplevet en stadig faldende interessere for ost.
Og nu, hvor alle er blevet brought up to speed med current events igen, kan vi holde op med at snakke om mig, og istedet fokusere på alle de spændende emner, der kan behandles. Men det bliver først fra indlæg nr. 2.
Vel mødt. Igen.